Den danske takeaway-tjeneste Hungry blev i sidste uge solgt til den globale udbringningsvirksomhed Delivery Hero. Den tyske koncern ejede i forvejen 44 pct. af Hungry, men opkøbte resten af aktierne i en handel, der værdisætter Hungry til 250 mio. kr. Det skriver Finans.
Medstifter Morten Larsen og direktør Rune Risom kommer fortsat til at stå i spidsen for Hungry. Og de har fortsat store vækstambitioner på brandets vegne.
Konkret lyder målet at nå “en milliard i en fart”. Endnu mere konkret betyder det, at man vil sælge ‘varer’ for en milliard kroner inden for de næste 12 måneder. For der bliver fremover tale om varer i bredere forstand end takeaway. Virksomheden udvider sit forretningsområde og kommer i fremtiden til også at levere alt fra dagligvarer til tøj og kosmetik, skriver Finans.
Nyt bureau skal hjælpe med aggressiv markedsføring
For at indfri milliard-ambitionen, har Hungry bl.a. skiftet ud på bureaufronten. Parterne ønsker ikke at oplyse, hvem der før var bureau for Hungry, men tidligere har Obsidian Digital været samarbejdspartner.
Refyne, der blev stiftet sidste år, er i stedet valgt som performance-bureau, og skal hjælpe inden for social, SEM, tracking og SEO. Hungry har desuden selv 80 medarbejdere, og kombinerer derfor ressourcer inhouse med ekstra eksekvering og strategisk rådgivning om de digitale marketingaktiviteter fra Refyne.
“Hungry er på en mission om at vækste voldsomt, en mission, vi har levet i flere år, og som vi nu ønsker at skrue yderligere op for,” siger Rune Risom til Bureaubiz, og uddyber planen for at nå “en milliard i en fart”:
“Vi gør det ved at investere i vores produkt samt med aggressiv markedsføring. Vi arbejder både med intensiv digitale kampagner, samt national og lokal out of home-marketing.”
Parterne ønsker ikke at oplyse budgettets størrelse, men partner i Refyne, Thomas Astrup, placerer aftalen “i den bedre ende af skalaen” med henvisning til Hungrys vækstagenda.
Refyne blev stiftet for godt et år siden, og har i dag 10 ansatte. Andre kunder tæller bl.a. Lyreco Scandinavia, OK, 25syv (Bet25, Rød25 etc), Cryos International og Mater.