Vind reklameblokkens produkter

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

TV2 afvikler reklameblokken på en anderledes måde i forbindelse med deres 25 års fødselsdagsshow.

TV2 fejrer 25 år med landdækkende reklame-tv med et stort fødselsdagsshow i morgen lørdag.

Det gør de blandt andet ved at afvikle reklameblokken på en ny og anderledes måde. Nemlig ved, at seerne kan vinde de produkter, der bliver reklameret for.

Det er komikeren Lars Hjortshøj, der er vært for fødselsdagsshowet og han vil i første halvdel af showet gøre reklame for reklameblokken.

I anden del af showet bliver præmierne præsenteret. Man kan være med i konkurrencen via SMS og vinderne udtrækkes i slutningen af showet.

I fødselsdagsshowet vil TV2 desuden kigge tilbage på 25 år med reklamer på TV 2.

Stationen lover et gensyn med nogle få udvalgte og legendariske reklamefilm samt reklameslogans og reklamesange, som danskerne har sunget med på gennem årene.

TV2 ønsker ikke at fortælle på forhånd, hvilke annoncører der er med i showet, da spørgsmålet i sms-konkurrencen netop er, hvor mange annoncører der reklamerer i reklameblokken.