En af verdens største vinproducenter, Treasure Wine Estates (TWE) med godt 4.000 ansatte i 16 lande, har valgt Living Brands som nyt bureau.
Samarbejdet omfatter strategiske og taktiske kommunikationsopgaver på tværs af koncernens fire mærker på det danske marked; Lindeman’s, Wolf Blass, Beringer og Penfolds.
“Vi ønsker en 360°-rådgivning inden for alle mærker. Vi har behov for én partner, der kan håndtere kommunikationen, hvad enten det er reklame, PR eller web. Det skal vores bureau levere, enten selv eller via underleverandører. Vi har tidligere haft flere bureauer, og de mange kontaktflader har ikke fungeret optimalt,” siger Tine Timm, country manager i TWE.
Ønsket om en ny samarbejdsform faldt sammen med tiltrædelsen af en ny marketingchef – og det førte i sidste ende til et farvel til det hidtidige bureau, BBDO.
“BBDO har været vores bureau i en del år, og vi skilles som venner – og uden at udelukke et evt. comeback. Vi valgte Living Brands, fordi vi havde hørt om deres succesfulde løsninger for deres kunder, og fordi vi – viser det sig – har samme tilgang til arbejdet,” siger Tine Timm.
TWE arbejder med globale retningslinjer, tilpasset lokale markeder. Og markedsføringen, der bl.a. omfatter tv-aktiviteter, PR og ny hjemmeside, vil blive intensiveret, oplyser country manageren.
“Lindeman’s er en højkvalitets-hverdagsvin, mens Penfolds er ikon-vinen fra Australien. Der skal arbejdes forskelligt med mærkerne, og vi forventer, at vi – med et stort set uændret budget – kan få mere opmærksomhed for pengene ved at arbejde mere fokuseret,” siger Tine Timm.