Viral film skal kun nå ud til få

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Hvis ikke lastbiler interesserer dig, så skal du måske stoppe her. På den anden side hvis suset fra verdens farligste veje kan være noget, så bliv hængende.

Svenske Scania har med Crispin Porter + Bogusky som bureau præsteret en ny reklamefilm, hvor man går viralt med et koncept om jagten på verdens bedste chauffører.

Det er en konkurrence, og den skydes i gang med en 2.50 lang film fra en hårrejsende rute i Peru – se den her.

Søren Nøhr, der ikke bare har stået for Mercedes markedsføring i 25 år – han har arbejdet med lastbiler længere endnu – giver filmen et rigtig godt skudsmål.

“Trucker-King of the Road har længe været Scanias koncept, og det her er en flot videreførsel. Det er godt tænkt at tage ud på verdens farligste veje, det er godt udført og ikke set før,” siger Søren Nøhr.

Uden at kende distributionen understreger han, at dette ikke er en film, der skal bedømmes på antallet af visninger. Det er en film der er henvendt direkte til en snæver målgruppe.

“Det er en community-film, og jeg tror den vil fange,” siger Søren Nøhr og fortsætter:

“Der har altid været den forskel mellem Volvo og Scania, at Volvo er det forretningsmæssige valg – vognmandens valg – mens Scania er det mere emotionelle eller sexede – chaufførens valg. Man ser ikke et eneste klip med læsseramper eller papirarbejde – man følger blot chaufføren i førerkabinen, og turen på den reelt hårrejsende rute er tilpas underspillet. Havde man skullet søge et bredt publikum, skulle der have været skruet væsentligt op for dramatikken – men her har man valgt en stil, hvor lastbilchaufførerne meget let kan genkende sig selv.”