Visitdenmark film beskyldes for plank

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Både en event fra Roskilde Festival 2008 samt en australsk film fra januar fremhæves. Men hvis filmen er plank, så er der vide grænser for, hvad der kan kaldes plank, siger Grey København.

Som der ikke har været genvordigheder nok for Visitdenmark og Grey Københavns virale film med en dansk kvinde, der leder efter faren til sit barn, så beskyldes den også for at være plank.

Det sker f.eks. i Mediacoments fra Mediacom, hvor det fremhæves, at ideen på ingen måde er ny.

Selve idéen var god og kunne måske med bedre succes være brugt på en anden annoncør. Men idéen var ikke original. På sidste års Roskilde Festival kunne også findes plakater, hvor “Camilla” efterlyste en “Mathias fra Örebro” af samme årsag som “Karen”. Dette viste sig også at være en gimmick udført af kunstneren HuskMitNavn.

Desuden fremkommer beskyldningerne også i kommentarer til en artikel på Overskrift.dk, hvor man har sat en tidslinie op på sagen.

På bloggen Inspirationsministeriet fremhæves en australsk film fra januar i år, hvor en kvinde leder efter en mand, hun har mødt på en bar. Den film viste sig at være en reklame for et jakkemærke (se afmeldingen her).

Hos Visitdenmark kan man fortælle, at ideen til filmen eksisterede i en meget rå form tilbage til sidste efterår, hvor der var en konkurrence om budgettet. D.v.s. at ideen eksisterede før den australske film.

Siden blev den så taget op af det team, der stod for den aktuelle kampagne, og det understreges, at Visitdenmark aldrig er blevet lovet, at der var tale om en unik ide.

Men den blev heller ikke beskrevet som plank, og kontaktdirektør Peter Helstrup fra Grey København mener da også, at der fremover vil være vide grænser for, hvad der kan kaldes plank, hvis Visitdenmark filmen skal placeres i den bås.

Han lægger dog ikke skjul på, at bureauet selvfølgelig har kigget ud i markedet på, hvordan den slags historier optræder.

“Konceptet med en kvinde, der leder efter faren til sit barn, eller et barn der leder efter sin ukendte far, har udspillet sig næsten lige siden Adam og Eva. Vi har selvfølgelig i forarbejdet kigget på, hvordan historien optræder – både i tv-programmer og i andre sammenhæng – som f.eks. Roskilde-casen. Og vi har præsenteret Visitdenmark for de forskellige eksempler”, siger Peter Helstrup og fortsætter:

“Men vi har sat historien i scene i en ny fortælleform på Youtube, og at kalde den for plank mener jeg er meget vidtgående”.