Volvo kan komme i spil efter digital fusion

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Publicis har slået Digitas og LBi sammen – og det har ført til en kundekonflikt.

Publicis har fusioneret Digitas og LBi og dermed formet en af verdens største rene digitale bureauer.

Skala og geografi var en del af begrundelserne for fusionen – som dog nu er stødt ind i en kundekonflikt.

Digitas arbejder nemlig for General Motors, mens LBi har Volvo på kundelisten – og det er ikke holdbart siger Volvos markedsdirektør, Richard Monturo til svenske Resume.

Samtidig undrer han sig over, at han skulle læse om fusionen på netmedier, før han fik noget at vide af sit bureau.

GM er verdens fjerdestørste annoncør og det forventes derfor, at Publicis vil holde fast i dette samarbejde. AdAge spekulerer således i, at Volvo kan ende med at gå i konkurrence om det digitale budget.