We Love People starter skole

FiG

Bureauet vil søge at bidrage til udvikling af bæredygtig vækst. Første ambition er at få fire unge i gang, men målet er at se 20 elever på skolen.

We Love People er i forvejen stiftere af et galleri, et pladeselskab og et forlag – og nu ser en skole således også dagens lys.

Måske ikke så mærkeligt, når man tager i betragtning, at bureauet har Kaospiloternes stifter, Uffe Elbæk i bestyrelsen.

Bureauet arbejder på at gøre social ansvarlighed rentabel, ud fra holdningen, at Danmark har brug for konkrete bud på uddannelse, der kan bidrage til bæredygtig vækst med optimisme, nysgerrighed og værdifuld innovation til fælles, gavnlige idéer.

We Love Talent inviterer derfor fire, unge kreative entreprenører til ét års undervisning af 24 mentorer med første skoledag 1. marts 2011 – og det er drømmen at skolen skal vokse til tyve elever om et par år.

Skolen er på jagt efter selvlærte iværksættere, der mangler viden, eller også har masser af viden, men mangler redskaber til handling.

Talenterne skal have stærk selvdisciplin, gode analytiske evner og være ambitiøse og nysgerrige. De kan muligvis tegne, skrive, programmere, instruere eller arrangere, men fælles for de kommende Talenter er, at de i hvert fald kan formulere originale og værdifulde, bæredygtige idéer.