Web-bureau ud med sit hidtil bedste resultat

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Subsero vil samtidig forsøge at gøre sig mere gældende ved internationale award-shows.

Sidste år var et rekordresultat for webbureauet Subsero, og når det nye regnskab er bedre end sidste år, giver det sig selv, at bureauet i 2011 præsterede det bedste resultat i sin 10-årige historie.

“Der er ingen tvivl om, at markedsvilkårene stadig er meget vanskelige, og at der skal arbejdes hårdt for hver en krone. Men når det er sagt, så kan vi også mærke, at vinden blæser kraftigt i den digitale retning. Det stigende antal digitale kanaler og platforme skaber helt nye muligheder for at få effekt og mærkeinvolvering,” siger adm. dir. Kristoffer Hamborg og fortsætter:

“Et godt eksempel er Volkswagen, som vi er digitalt bureau for. De har markant øget deres aktiviteter online, og resultatet er tankevækkende. På bare et år er de gået fra en 6. til en 1. plads over de mest solgte bilmærker i Danmark – og det selv om det først er nu, at de med up! har en model til det meget populære mikrobilmarked.”.

Bureauet er også begyndt at gøre sig mere gældende i internationale award-shows, og er lykkedes med at samle nogle priser op.

“Deltagelsen er et udtryk for, at vi gerne vil måle vores kampagner med de bedste i udlandet, når det kommer til kreativitet og resultatskabelse. Og resultaterne har bestemt givet blod på tanden,” siger Kristoffer Hamborg.

Han forventer, at Subsero kan holde kadancen i 2012, og regner med at skulle ansætte flere medarbejdere her til foråret – både kreativt og digitalt.

Nøgletal for Subsero

  • Bruttoavance 12,1 mio. kr. +12,0 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 930.769 kr. -5,2 pct.
  • Lønandel 58,3 (56,8)
  • Resultat af primær drift +2,534 mio. kr. +2,4 pct.

    Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz