Hvis fremtiden er digital, så er det bare ikke lig med, at digitale bureauer har klaret sig bedre end andre bureauer i 2009.
Faktisk står Creuna og Guava bag de største underskud, og mange af bureauerne i Bureaubiz’ oversigt har haft et dårligt år.
VerticPortals og Triple Copenhagen hører til undtagelserne.
Triple er tidligere i år blevet overtaget af den internationale LBi koncern og lagt sammen med den københavnske afdeling.
Med Triple som det fortsættende bureau og den beslutning understreges af det netop aflagte regnskab for LBi i København (det tidligere Framfab), der viser markant tilbagegang og et stort overskud, der blev vendt til et stort underskud. I alt blev bundlinjen forværret med over 8 mio. kr.
VerticPortals er et andet eksempel på et digitalt bureau, der klarede sig godt i 2009.
Bureauet kom ud med flot vækst i bruttoavance og et solidt underskud, der blev vendt til et solidt overskud. Bureauet forbedrede bundlinjen med 6 mio. kr.
VerticPortals forklarer selv i beretningen, at selvom markedet har været svært, så har man opnået fremgang specielt på det amerikanske marked.
“Selskabet har dog været i stand til at sikre en vækst i ordreindgangen på begge kontorer i henholdsvis Danmark og USA. Særligt udviklingen på det amerikanske marked anses for positiv. Selskabet har fået etableret en solid kundeportefølje med Fortune 500 selskaber,” skriver man i årsberetningen.
I efteråret kunne man bl.a. rapportere om en betydelig ordre fra SAP-koncernen.
Desuden fremhæves, at man har haft succes med at etablere produktionsfaciliteter i udlandet, således at man kan håndtere yderligere vækst uden at skulle opruste.
Regnskabet viser da også, at medarbejdertallet er faldet en enkelt, selvom der har været en pæn vækst.
I efteråret var der rygter om afskedigelser, og dengang sagde adm. dir. Sebastian Jespersen, at der har været tale om skift af kompetencer.
VerticPortals er desuden ved at oprette kontor i Singapore.
Nøgletal for VerticPortals
- Bruttoavance 36,517 mio. kr. +27,8 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 811.489 kr. +30,7 pct.
- Lønandel 52 (75)
- Resultat af primær drift +3,105 mio. kr. (-2,973 mio. kr. i 2008)
Nøgletal for LBi
- Bruttoavance 28,359 mio. kr. -33,4 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 708.975 kr. -11,8 pct.
- Lønandel 87 (71)
- Resultat af primær drift -3,981 mio. kr. (+4,31 mio. kr. i 2008)
Nøgletal for Triple Copenhagen
- Bruttoavance 26,313 mio. kr. +75,4 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 1,096 mio. kr. +9,6 pct.
- Lønandel 49 (47)
- Resultat af primær drift +7,82 mio. kr. +34,5 pct.