Bureaubranchen savner overordnet set ikke anerkendelse – der er i al fald en fornuftig mængde hjemlige og internationale prisuddelinger til at hædre det arbejde, der måtte fortjene det.
Men Hello Group har fået en international hæder, som i forvejen er sjælden herhjemme – og som intet andet dansk bureau nogensinde har haft en andel i. Fiskebaren i Kødbyen er i Michelinguiden 2010, der udkom i dag, blevet belønnet med en såkaldt Bib Gourmand, guidens særlige udmærkelse til gode restauranter med overkommelige priser.
Og når hæderen til dels tilfalder Hello Group, skyldes det ikke, at bureauets medarbejdere på skift står ved fiskegryden, men at bureauets otte partnere sidste sommer skød penge i Fiskebaren. De faldt for konceptet med en seafoodbar i (økonomisk) øjenhøjde med en bred målgruppe, og for initiativtagerne til restauranten, eks-Noma’en Anders Selmer og Bagge Algreen-Ussing.
Hello Group-partnerne ejer knap halvdelen af Kødbyens Fiskebar.
“Vi er glade for hæderen og går rundt og griner lidt. Måske skulle vi lave en kampagne på baggrund af dagens Bib Gourmand,” siger Jakob Langemark, kreativ direktør i – og stifter af – Hello Group.
12 danske restauranter har fået en Michelin-stjerne eller to, mens kun 7 restauranter har fået en Bib Gourmand. Det lyder næsten mere eksklusivt …
“Det er i hvert fald kommercielt mere interessant. Med en Michelin-stjerne stiger priserne – eller også tror folk, at de gør det … og bliver væk. En Bib Gourmand signalerer måske ikke spitzenklasse inden for alt, men nok så væsentligt: value for money. Og når eksempelvis hotelgæster skal i byen og spise, så bliver der kigget mindst lige så meget på Bib Gourmand-listen som på listen over restauranter med Michelinstjerner,” siger Jakob Langemark.
Hello Group er også medejer af Fiskebarens nabo, Mesteren & Lærlingen. En tidligere slagterbodega, der nu ledes af en flok DJs. Der er krav om servering på stedet, men det endelige koncept er endnu ikke faldet på plads.