Weekendens aviser var usædvanlige

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Print ser ud til at have udspillet sin rolle som politisk annoncemedie. Weekenden var næsten blottet for valgannoncer.

Engang ville et valg have været kronede dage for aviserne – en begivenhed, der kunne påvirke årets resultat.

Om aviserne fortsat har kronede dage ved et valg kan ikke udelukkes – men så er det på online, og det er ikke nødvendigvis lige så kommercielt interessant, fordi priserne er lavere.

Print ser til gengæld ud til at have tabt rollen som politisk annoncemedie. Det kunne man opleve i week-enden.

Den sidste weekend før et valg var næsten blottet for valgannoncer. Denne artikels forfatter så Jyllands-Posten og Berlingske lørdag og søndag, og spottede ikke mere end 1-2 annoncer.

Men det er en ganske naturlig udvikling, mener Claes Braagaard, der er Chief Investment Officer for Omnicom Media Group i Norden.

“Der er flere årsager til, at de trykte aviser ikke spiller nogen nævneværdig rolle mere som annonce-medier for politik. Dels er oplags- og læsertal efterhånden så lave, at rækkevidden er begrænset. Dels hører avis-læsere formentlig til de mere afklarede – jeg tror ikke det er her du finder tvivlerne,” siger Claes Braagaard og fortsætter:

“Og dels er de for dyre. Partierne har en kort periode, hvor de skal købe ind og har derfor svært ved at opnå samme rabatter som andre annoncører. Det er noget helt andet med online. Her kommer du meget bredere ud, du får meget mere for pengene, og online var da stort set også udsolgt i det øjeblik valget blev udskrevet.”

At weekenden var så mager kan også være influeret af, at det er et torsdagsvalg fremfor et tirsdagsvalg – noget som Politikens annoncedirektør, Henrik Børjesson fremhæver. Han fortæller desuden, at der kommer mere tryk på i de kommende dage:

“Det er rigtigt, at der ikke var så mange valgannoncer lige i weekenden. Men vi havde dog selv en helside fra Socialdemokraterne i går på side 3. Jeg vil generelt sige, at vi er meget tilfredse med omfanget af valgannoncer i dagblade denne gang. Det er altid sådan, at der er kamp om placeringerne i starten af valgperioden samt i slutningen,” siger Henrik Børjesson og fortsætter:

“Weekenden udgjorde afslutningen på den traditionelt ”døde” midteruge, hvor der tillige også var folkemøde, som i sig selv giver meget opmærksomhed,” siger Henrik Børjesson og fortsætter. Jeg vil derfor sige, at alt følger forventningerne. Måske med en lille pil opad. Glæd dig til at se aviserne i dagene op til valget, hvor der kommer rigtigt mange valgannoncer igen, og hvor man også vil se nogle sjove, kreative formater.”