Af Hanne Feldthus

Peter Wibroes nye bog ”Havekunst og tanketidsler” er et storslået visuelt værk og en fysisk manifestation af en mands besættelse af skønheden. Men teksten havde haft godt af en kritisk redaktør.

Peter Wibroe var manden, der forlangte, at vi kørte den smukkeste vej, når vi skulle til møder, også hvis det indebar en betragtelig omvej.

Han var manden, der snildt kunne bruge tre uger på at gøre en grøn annonce for Tuborg færdig uden skelen til smålige deadlines.

Han var også manden, der uden blusel forkastede et oplæg klokken fire om morgenen og forlangte, at vi begyndte forfra, selvom præsentationen var klokken 10 om formiddagen. Han kunne og kan ikke stave til ”godt nok”. Det skal være sublimt.

En sådan nådesløshed lyder betagende, og jeg var ikke den eneste, der betragtede det som en ære at være med på holdet, men som læseren sikkert kan regne ud, var det sjældent morsomt, imens det foregik. Til gengæld holdt vi en fest, når det var overstået med ham som midtpunkt.

For Peter Wiibroe har ”det skønne” været det helt centrale omdrejningspunkt i alt, hvad han foretog sig, vel at mærke hans udgave af det skønne, som ikke altid matcher, hvad moderne skandinaver mener er god smag.

Manden har i hele sin karriere ihærdigt dyrket det excentriske, og det blev ikke mindre efter, at han forlod sit bureau ved årtusindeskiftet. Han trak sig tilbage, vendte den – i hans øjne – grimme, moderne verden ryggen og hengav sig med en langsommelighed grænsende til det ulidelige til at designe sin have og udsmykke sin matrikel.

Her 14 år senere har han valgt at indvie omverdenen i, hvad han har opnået i en coffee table-bog med titlen: ”Havekunst og Tanketidsler.” Den er, som der står på titelbladet, skabt og skrevet af ham selv og fotograferet af Bent Rej.

Wauw-effekten er manifest

Når man får den i hånden, kan man ikke være i tvivl om, at man står med noget særligt. Wauw-effekten er manifest, og rygtet vil da også vide, at han har brugt fem år på at kreere den. Intet under at han selv har udgivet den, for intet forlag ville kunne få økonomi i sådan en sag.

Jeg tør slet ikke tænke på den proces, Bent Rej og han har været igennem for at nå i mål. For slet ikke at tale om, hvad Louisa Wibroe, som er hans datter og grafisk tilrettelægger på værket, har måttet gennemleve.

Haven fotograferet fra alle tænkelige vinkler, husene, basilikaen, drivhuset, hunden og familien, ja selv garagen står som et kys i røven, om jeg må være så fri. Og alle med interesse for art direction burde anskaffe sig et eksemplar til almindelig opbyggelse.

Derimod skal man vare sig for, som jeg gjorde, at sætte sig ned og læse bogens tekst i træk, for det bliver man træt af. Det er ikke, fordi Hr. Wibroe ikke kan noget med ord, for han har skabt langtidsholdbare slogans, nye ord som skatteål og øjebæ og han har sågar skrevet brødtekster, der var så korte og præcise, at de ikke alene stod smukt på siden, men også sagde det hele på et minimum af plads. Men en hel bog kræver en redaktør.

I min egenskab af klummeskribent har jeg med posten modtaget de mærkeligste selvudgivelser, som ikke egner sig for andet end den nærmeste familie, fordi de er for private og for sludrende uden en struktur, der kan hjælpe læseren igennem.

Men også de forfattere, der er blevet for store til, at redaktørerne tør gå til dem, udgiver ind i mellem ting, der skulle have været igennem vridemaskinen et par gange før, de udkom. Jeg nævner i flæng Suzanne Brøggers ”Sølve” og Paul Austers ”Rejser i Skriptoriet” som eksempler på bøger, hvor man mere end aner det gule kladdepapir og en kastreret redaktør i den publicerede udgave.

Wibroe behøver ingen visuel redaktør. Han er sin egen hårdeste kritiker og bliver ved og ved og ved indtil, han er tilfreds. Og resultatet er som nævnt betagende.

For mange tidsler

Så meget desto mere ærgerligt er det, at han tillader sig selv at sludre i teksten. Der er passager af stor indsigt, historisk perspektiv og dybe betragtninger, men de drukner i en evig harcelerende stemme, der brokker sig over den moderne verdens grimhed. Og hvis det bare var grimheden, der var på spil, kunne man måske overleve det, men det er alt, hvad der er designet i moderne tid, der får en over nakken.

Side efter side udgyder han sin negativitet og forplumrer derved de ind i mellem fine betragtninger, som alle kunne blive klogere af.

Han kalder det selv tanketidsler, og desværre må jeg give ham ret. Det er tidsler, og de har bredt sig uden den stramme struktur, han har anlagt sin have med.

Han er fortaler for symmetri og kan argumentere for det. Han er fortaler for det sanselige og beviser det i sin have, i indretningen af sit hus og indkøbet af kunst.

Han argumenterer for og demonstrerer overbevisende på det visuelle plan, at man skal tale til publikums følelser, men han glemmer det hele som skribent.

Hvis han havde været sin egen kunde, ville han have anbefalet en kort introduktion til bogen, hvor han kom af med sine meninger, efterfulgt af et enkelt gennemarbejdet kapitel om filosofien i havekunst i forskellige tidsepoker, for så at lade billederne med de præcise billedtekster tale for sig selv. Som han gjorde i sine annoncer.

Hanne Feldthus er fast klummeskribent på Bureaubiz. Hun har udgivet bøgerne: “En arbejdsnarkomans bekendelser” og “Den stensikre vej til fiasko” og arbejder herudover som selvstændig kommunikationsrådgiver og branding-ekspert efter 12 år som strategisk direktør på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners.
Hanne@hannefeldthus.dk

Kommentarer

  1. Tak for den nuancerede anbefaling og lille læseguide, Hanne Feldthus. Jeg ser frem til at ‘nyde det gode’, som det siges for tiden.

  2. Har ikke læst bogen, men Hanne Feldthus’ tekst. Skrive, kan hun sgu, damen.

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club