Wundermans adm. dir., Jan Werner, er ikke en mand der drysser om sig med store ord. Han kunne ellers godt tillade sig det, for Wunderman er en markant succes-historie, og 2015-regnskabet fortsætter linjen af vækst siden 2009.
Bureauet er blevet ca. 2½ gange større siden 2009.
Men set isoleret på 2015, så har han ret i, at det er lidt mere status quo agtigt.
”Vi holder fast i det, vi hele tiden har gjort, og vi gør os umage. Men væksten er marginal i 2015. Der var ikke meget, der skulle have ændret sig, før vi havde haft et lille fald i stedet – så lidt held skal der også til,” siger Jan Werner.
Han har tidligere beskrevet bureauets arbejde således, at man arbejder med “marketing automation” og stræber mod at gøre det “omni channel”, som er den store udfordring teknisk såvel som organisatorisk.
Kundebasen bygger på både store internationale kunder – bl.a. Adidas – og nationale/skandinaviske kunder – bl.a. Matas.
”Det er vigtigt at have en balance mellem internationale og lokale kunder. Det er lettere at sætte nye ting i gang og udfordre hinanden sammen med lokale kunder, fordi de store internationale kunder er lidt tungere organisatorisk,” siger Jan Werner.
Med en bruttoavance på over 130 mio. kr. er Wunderman et af landets største og mest profitable bureauer, og hertil kommer, at bureauet netop har overtaget en del af AdPeoples aktiviteter (alt undtaget Dell-forretningen).
”AdPeople har været meget langt fremme i forståelsen af content-udvikling, og vi har fået tilført nogle kompetencer og viden, som vi kommer til at få glæde af. Det er virkelig dygtige folk, der er kommet over til os,” siger Jan Werner.
Nøgletal for Wunderman
- Bruttoavance 133 mio. kr. +4,7 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 950.000 kr. +4,0 pct.
- Lønandel 58,2 (58,7)
- Resultat af primær drift +33,55 mio. kr. +8,1 pct.
Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz