Wupti-Pede bliver husstandsomdelt

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Gammelt og nyt mødes, når online butikken Wupti.com i næste uge for første gang anvender en tilbudsavis i sin markedsføring. Men kunderne skal fortsat på nettet for at handle.

Det store detailhandels-forkuserede bureau, Recommended, forudsiger, at halvdelen af detailhandlen i 2019 vil foregå på internettet, så i den forstand repræsenterer Wupti.com som ren netbaseret butik fremtiden.

Forretningen gør sig dog bemærket med en aktiv markedsføring på et mere traditionelt medie som tv gennem kultfiguren Pede, der sælger Wuptis produkter ud af sin kælderbutik.

Og nu tager Wupti så endnu et klassisk medie i anvendelse i sin markedsføring. Det sker med en landsdækkende husstandsomdeling af et julekatalog på 56 sider, hvor Pede med 220.000 fans på Facebook er svær at komme udenom, og spiller derfor selvfølgelig en aktiv rolle.

“Det er ikke nok at være synlig på nettet og i tv-reklamer. Med en tilbudsavis kan vi vise bredde samt forhåbentlig få fat i nye kunder,” siger Claus Kristensen, der er adm. direktør for Wupti.com. Med udsendelsen af kataloget ændres der dog ikke på forretningens grundlæggende koncept. Man kan fortsat kun bestille varer på nettet og produkterne kan heller ikke hentes nogen steder – heller ikke i Pedes kælderbutik.

Så kataloget skal alene ses som en udvidelse af Wuptis markedsføringskanaler.

“I vores tv-reklamer får vi kun vist et eller måske to produkter, og det er typisk en computer eller en fladskærm. Men vores sortiment er jo langt bredere end det – vi har 20.000 varenumre – og her er en tilbudsavis et bedre medie end tv til at kommunikere denne bredde. Desuden er der en del potentielle kunder, som ikke er så aktive på nettet, og dem håber vi også at kunne kommunikere med via tilbudsavisen,” siger Claus Kristensen, og tilføjer, at hvis det går godt, kan det godt tænkes, at tilbudsaviser bliver en mere permanent del af markedsføringen.

Tv-markedsføringen produceres af Co+Høgh, mens opgaven med julekataloget er placeret hos Republica.

“Pointen er, at der ikke er tale om to parallelle verdner men en helhed. Og man er simpelthen nødt til at tænke online og offline sammen, så de supplerer hinanden og giver hvert medie en ekstra dimension. Så bliver markedsføringen som helhed mere effektiv, og forbrugeren får en bedre og mere helstøbt oplevelse,” siger Søren Schultz Hansen, der er Republicas digitale chef.