Wupti.com vælger bureau – det bliver i familien

Peter Engholm
25@mail.dk

Digitalbureau skal løfte den ”ambitiøse online vision” for Wupti.com. Bureauet er valgt efter en udbudsrunde.

Wupti.com har efter en udbudsrunde valgt e-handelsspecialisterne Hedal Kruse Brohus til at hjælpe med at løfte det, parterne karakteriserer som en ”ambitiøs online vision”.

Peter Gram Møller, adm. direktør for wupti.com, uddyber:

”Visionen for wupti.com er at blive den førende webshop inden for forbrugerelektronik og hårde hvidevarer i Danmark og at styrke vores position som webshoppen med lave priser og høj troværdighed. For at indfri vores vision har vi brug for en strategisk og fremtidssikret e-handelsløsning, og vi er overbeviste om, at Hedal Kruse Brohus har online erfaringen og det tekniske set-up til at udvikle og implementere den rigtige løsning for os.”

Det er ikke ligefrem fra familiesammenkomster i klassisk forstand, at parterne kender hinanden. Men de er dog forbundet, hvad angår selskabskonstruktion: Niels Thorborgs selskab 3C Holding har ejerandele i både Wupti.com og i Hedal Kruse Brohus – samt i et andet Odense-bureau; Nørgård Mikkelsen, der også løser opgaver for Wupti.com.

Hedal Kruse Brohus har i forvejen store danske brands som Intersport, Matas og SuperBest på kundelisten.

Wupti.coms nye webshop er udviklet i responsive webdesign, der automatisk får designet til at tilpasse sig mobilskærme også. Foruden de eksisterende funktioner og features i wupti.coms hidtidige løsning præsenteres kunderne nu for bl.a. produktsammenligning og filtrerede produktlister. Fælles for de nye features er målsætningen om at gøre det nemmere for kunderne at handle på wupti.com.