Yahoo køber Tumblr for over 6 mia. kr.

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Handlen skal gøre Yahoo mere ung – mens Tumblr gerne vil tjene flere penge.

Det sociale medie, Tumblr, har indtil nu ikke stået som en stor økonomisk succes, så det er ikke her, man kan finde forklaringen på, at Yahoo har betalt 1,1 mia. USD eller pænt over 6 mia. kr. for sitet.

Til gengæld er det vært for over 100 mio. blogs og har mere end 50 mia. posts. Desuden har det enkle design gjort det populært, så forventningen er, at Yahoo kan få bedre kontakt til det unge publikum. Samtidig håber Tumblr at kunne øge indtjeningen.

Sitet skal køres videre som et selvstændigt brand, understreges det, men der foreligger meldinger om brugere, der reagerer negativt.

Der stilles da også spørgsmål ved, om Yahoo kan købe sig til at blive mere hip.

“At købe et site som Tumblt garanterer ikke mere street cred. Husk på dengang, hvor News Corp købte MySpace. Det blev senere solgt videre for en brøkdel af, hvad News Corp gav for det,” skriver BBCs business korrespondent i en lille analyse på BBC.com.

Købet vil være Yahoos største, siden Marissa Meyer tog over som chef i juni 2012. Yahoo har omkring 700 mio. netbrugere hver måned.