YouTube-award rykker ind på Det Kongelige Teater

Peter Engholm
25@mail.dk

Guldtuben havde premiere sidste år i ferietiden, men prisfesten for YouTubere blev ikke desto mindre en tv-succes. Og den vokser i år.

Nutidens medie indtager den største klassiske scene herhjemme, når Nordens største YouTube-netværk for anden gang afholder Guldtuben – denne gang på Det Kongelige Teater.

Guldtuben er Danmarks største pris for YouTube’ere – let at påstå, for det er den eneste. Men lille er den nu ikke:

830.000 nomineringer og stemmer blev afgivet sidste år fra godt 220.000 unikke brugere. og selv om awardshowet, der hylder de største danske YouTube-stjerner, blev afholdt i sommerferien, så var der 650 til stede i Bremen Teater i København – og 1000 stod udenfor.

Dertil kom livestreamingen, hvis publikum udgjorde den 10. største tv-station i landet – blandt de 13-24 årige var det den næststørste, kun overgået af TV 2.

I år vokser Guldtuben, idet showet – der afholdes 24. september – ikke kun vil blive sendt live på YouTube, men også på TV3+ og på Ekstra Bladet TV.

Og så erstattes Bremen som nævnt med Det Kongelige Teater.

Arrangøren er Splay, og Adrian Langer, dir. i Splay Danmark, siger:

”Guldtuben er den ultimative hyldest, fordi priserne uddeles af seerne – og det uanset om man YouTube’er om mode, style, gaming eller noget helt fjerde. Det er for os unikt, at Guldtuben nu skal vises på alle platforme. Jeg regner med, vi med denne medieeksponering stiger med over 200 procent i seertal i forhold til sidste år.”

Guldtuben er åben for alle. Seerne skal sammen med en YouTube-jury nominere en brutto-trup af YouTube-favoritter. Derpå skal seerne stemme mellem de nominerede og derved afgøre årets vindere i 12 kategorier:

Årets Style, Årets Collab, Årets Vlogger, Årets Humor, Årets Mest Lovende, Årets Gamer, Årets Artist, Årets Budskab, Årets Stjerneskud, Årets Serie, Årets Klip og Årets YouTuber.

At TV3+ transmitterer showet, er nærliggende – al den stund, at Splay er 81 pct. ejet af MTG (Modern Times Group).

Nomineringerne begynder den 15. juli, og info kommer snarest på http://www.guldtuben.dk