Zupa Recommended har fyret en af Danmarks mest kreative

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Michael Paterson kom til bureauet i begyndelsen af 2011 – men det blev en kort karriere for nu er han ude igen. Forklaringen lyder på tabet af Bog & Ide.

Det vakte opsigt, da Zupa Recommended evnede at få Michael Paterson til at skifte fra Uncle Grey i starten af 2011. Derfor vækker det også opsigt, når bureauet nu har skilt sig af med ham igen.

Michael Paterson havde status som en af landets mest kreative, da han skiftede, og hans ansættelse blev set som en klar indikation på, at Recommended havde startet en rejse, der skulle udvikle bureauet og løfte dets position – bl.a. i den årlige imageanalyse.

En rejse som også har omfattet en betydelig digital opgradering gennem købet af Zupa. Den ser ud til at være godt på plads og Recommended er blevet til Zupa Recommended med et stort antal medarbejdere i København.

Til gengæld sår Michael Patersons afgang mere tvivl om bureauets satsning på at udvikle sig kreativt.

Umiddelbart kædes fyringerne sammen med tabet af Bog & Ide, men det er en sammenkædning, der vækker undren, for de færreste kan se, at den kæde kan være så stor, og Bog & Ides nye bureau, Brandhouse regner ikke umiddelbart med at skulle ansætte som følge af den nye kunde.

Adm. dir. Jørgen Blauert affærdiger dog enhver undren.

“Vores situation var, at tabet af Bog & Ide med de opgaver, der var lagt an til, indebar, at vi måtte skære vores omkostninger til. Og når vi gør det, så må vi kigge bredt i organisationen,” siger Jørgen Blauert og fortsætter:

“Det har intet med Michael Paterson at gøre. Vi har været meget glade for ham – men vi har mange dygtige kreative, og som sagt, så må vi kigge bredt, når der skal skæres til på omkostningerne.”

Michael Paterson er iøvrigt ikke den eneste udskiftning på kreativ direktør niveau på det seneste. Sonja Lund valgte fornylig at vende tilbage til Relationshuset Gekko – hvor man så i stedet hentede Martin Vinther.