Hvornår er det, at man som professionel kommunikatør for alvor mærker, at man sidder det forkerte sted, respekterer de forkerte chefer og frem for alt arbejder for de forkerte kunder?
Afhængig af hvem man spørger, vil de 278 ansatte i Storbritanniens største PR-bureau Bell Pottinger sikkert svare, at begyndelsen på enden indtraf, da Bell Pottinger ifølge The Independent i 2011 blev taget i at manipulere med Wikipedia for at fremme klienters omdømme. Eller oktober 2016, hvor medier som The Times og Daily Beast hævdede, at Bell Pottinger havde modtaget tre milliarder kroner for at producere fake Al-Qaeda-videoer for Pentagon.
Stifteren forlod skuden allerede i 2016
Et måske mere foruroligende tegn var, at bureauets stifter lord Timothy Bell ifølge BBC Newsnight den 19. juli 2017, tilbage i august 2016 trak stikket. Herefter trak en af bureauets største sydafrikanske kunder, milliardæren Johann Rupert sig med henvisning til, at Bell Pottinger, på trods af at Rupert var kunde hos dem, havde kørt en SoMe-kampagne mod Rupert for at bortlede opmærksomheden fra de korruptionsanklager, som den endnu rigere Gupta-klan havde skaffet præsident Jacob Zuma på halsen.
Denne smædekampagne under titlen ‘White Monopoly Capitalism’ skulle rigtigt nok senere vise sig at blive bureau-konglomeratets Waterloo. Men de helt sikre dødstegn kom først her for nylig, da først kontaktdirektøren for Gupta-kontoen Victoria Geoghegan blev fyret, og en af de ledende direktører derefter tog sit gode tøj og gik.
En af de mange kampagner mod Johann Rupert.
Brancheorganisation: De skader branchen
Dødsstødet kom ifølge The Telegraph, da den britiske brancheorganisation the Public Relations and Communications Association (PRCA) ekskluderede deres største medlem, efter at en advokatundersøgelse havde godtgjort, at Bell Pottinger havde optrådt uetisk, havde manglet retningslinjer for at håndtere kontroversielle klienter og dermed havde bragt hele PR-branchen i vanry.
Nu er det kort sagt ikke usædvanligt, at PR-bureauer, som får ondt i etikken, bliver beskyldt for at tjene forskellige klienter med modstridende interesser på en og samme tid.
På den hjemlige konservative scene har vi set bureauer i vanskeligheder som Waterfront Communications køre den samme stil med to konkurrerende organisationer som kunder.
Ifølge Kforum overtrådte Waterfront de “mest graverende ‘hellige’ regler i god PA-kommunikation” ved f.eks. at have ”Region Syd, der betaler en mio. kr. for at forhindre en Kattegatbro samtidig med, at de håndterer DSB… hvis ultimative transportvision er en Kattegatforbindelse.”
Kundens problemer er vores problemer
Bell Pottinger har været lige så opfindsomme, dog i langt større skala. Problemet for deres største sydafrikanske klient, Gupta-familien, som er en række stenrige brødre med meget nære forbindelser til præsident Jacob Zuma, var, at de gennemgående måtte stå model til alt for mange beskyldninger, og at deres interesser var sammenblandede med regeringens interesser i en grad, at de som en skyggeregering var med til at udnævne ministre og højere embedsmænd.
For at bryde dette kommunikative dødvande etablerede Bell Pottinger en bredt anlagt og orkestreret smædekampagne med aktiviteter på Wikipedia, Twitter, chat rooms, blogs og artikler.
De hvide får skylden
For at forvirre billedet maksimalt var temaet i kampagnen ‘White Monopoly Capitalism’; altså at hvide investorer, koncerner og executives – trods kolonialismens afskaffelse – styrede det hele fra kulisserne, trak i trådene og dermed udnyttede den hårdt arbejdende sydafrikanske urbefolkning.
Smædekampagnen mod det, som Bell Pottinger benævnte ‘white monopoly capitalism’, hvor hvide investorer og koncerner blev beskyldt for bl.a. Twitter-propaganda via bots.
I løbet af ingen tid var nævnte platforme fyldte med fake news, hånende karikaturtegninger og undertiden perfide, udokumenterede beskyldninger mod landets velhavende hvide mindretal for at udbytte de sorte. Tilsvarende blev de journalister, der begyndte at tjekke Wikipedia, Twitter, blogs og chat rooms udsat for systematisk chikane.
Mediet amaBhungane og hvide investorer vises her som dolke i ryggen på det sydafrikanske folk.
Ofrene går sammen i en modkampagne
Selv om Guptaerne tilsammen er gode for mange milliarder, kunne kampagnen dog ikke forhindre, at ofrene systematisk tog til genmæle. I et interview med Businesslive.co.za den 17. februar 2017 hed det fra Johann Rupert, at ”den værste ting er at investere i Sydafrika, skabe jobs og så blive kritiseret for det!”
I interviewet fortalte han, hvordan hans personlige bekendtskab med Wikipedias stifter Jimmy Wales gjorde, at han kunne genvinde en afbalanceret omtale på Wikipedia. Han gik i detaljer med, hvordan hans foto var blevet dygtigt photoshoppet, så han på fake news pludselig sås i selskab med alle mulige suspekte personer, han aldrig havde mødt. Da han opdagede, at politiets efterretningstjeneste gravede efter smuds på ham, var han ikke bleg for at sammenligne denne hetz med, hvad han som ung havde oplevet under apartheidstyret, hvor han også var blevet truet.
Zuma portrætteres som en good guy, der skades af de hvides betalte bots.
Politisk medvind til ofrene
Denne kobling med uetiske metoder begået af apartheidregimet var lige, hvad det store oppositionsparti Democratic Alliance kunne bruge i kampen mod det korrupte ANC. ”Efter mange år med racistisk styre og få år med demokratisk styre, hvor alles rettigheder bliver beskyttet, er race blevet en mindre vigtig faktor. Men der vil altid være en potentiel krudttønde, og når Bell Pottinger spekulerer i racemodsætninger, kan det hurtigt blive til en ild, som ikke er til at stoppe,” hed det fra Mmusi Maimane i BBC Newsnight den 19. juli 2017.
Og resten er historie, kan man sige.
En ting er imidlertid sikkert: Hele staben af højtuddannede kommunikatører er nu blevet suspenderet og blevet gjort til genstand for noget af det værste, man kan opnå i PR-branchen, nemlig et udsøgt dårligt omdømme.
Bell Pottinger er ellers ikke hvem-som-helst. Stifteren Timothy Bell, nu lord Bell, skabte i sin tid bureaukonglomeratet med afdelinger i adskillige lande efter succesfuldt at have støttet og rådgivet den konservative premierminister Margaret Thatcher gennem tre succesrige valgkampagner, hvor han ikke blot skrev taler og betjente medierne, men også dengang noget uortodokst underviste hende i interviewteknikker, hårmode, tøjstil – hvordan hendes blå spadseredragter bedst blendede med de konservatives scenografi – og hvordan hun med effekt kunne sænke sin stemmes toneleje, så den ikke lød for skinger.
Hvor British Oil forurenede miljøet, forurenede Bell Pottinger sindet ifølge denne illustration.
Coca-Cola, Pistorius, Pinochet
Med en årlig omsætning på knap 400 millioner kroner og en referenceliste, som ifølge Wikipedia tæller navne som HSBC, Siemens, Dassault, Huawei, Bahrain, Qatar Airways, Rentokil, Adobe, Hviderusland, Coca-Cola, Dyson, e-Bay, Augusto Pinochet, Oscar Pistorius og Volvo, skulle man ellers tro, at bureauet havde de intellektuelle reserver til at matche de udfordringer, en enkeltstående konto ville give.
Men typisk for kriser, som det bare ikke lykkes at inddæmme, så forudså Bell Pottinger mystisk nok ikke, at manøvren med at gøre ressourcestærke hvide sydafrikanere (som netværker med udenlandske medier) til syndebukke kunne give alvorligt bagslag.
De mange benægtelser af, at man arbejdede med fake-bloggere og betalte kritikere som lobbygruppen Black First Land First, der vil have de hvide ud af Sydafrika, har skabt en mangel på rettidig omhu, som nu kaster store skygger ind i medarbejdernes privatliv.
Bell Pottinger-direktøren James Hendersons bryllup med societykvinden Heather Kerzner i november, hvor medlemmer af kongehuset, det konservative establishment, supermodeller og andre celebrities skulle have deltaget, er ifølge Daily Mail den 12. september 2017 netop blevet aflyst. Underforstået, at mange af de kendte formentlig har meldt afbud.
Medarbejderne er skakmat
Tilsvarende hersker der nu vrede og ængstelse blandt de mange kommunikatører i Bell Pottinger-hovedsædet i London. Øvelsen er blevet at overbevise omgivelserne om, at man var imod den nærmest morderiske Sydafrika-konto. Men det er karrieremæssigt op ad bakke. Heldige er de, der for et halvt eller helt år siden fik andet arbejde.
For andre, der skulle være i samme situation, er et godt karriereråd på et tidligt tidspunkt at skrive en mail eller et memo, hvor man høfligt protesterer mod en given udvikling.
At de dage, hvor Bell Pottinger får lov at fjerne klientnegativt indhold på Wikipedia er ovre, viser dagens Wikipedia, hvor lord Bell bl.a. med henvisning til Marketing Week den 14. marts 1997 er noteret for i 1977 at være blevet straffet med en bøde på £50 for at have eksponeret sig selv masturberende i sit badeværelsesvindue, når kvinder passerede forbi!
Man kan analogt hermed konstatere, at Bell Pottinger som entitet var enestående dygtige til at masturbere deres shit ud over den ganske jordklode – men at der igen var nogle udefra kommende, som satte en stopper for den leg.
