Vi lever i en flygtig verden, og bureauerne udgør en vel nok endnu flygtigere branche.
Det fremgår tydeligt af 10-års-oversigten over de prisvindende bureauer herhjemme.
Bureaubiz bragte i sidste uge toplisterne, men pointene fortæller kun én historie. For på samme måde, som når award-arrangørerne fortæller, at det er en ære bare at komme på shortlisten, så er det en præstation at holde sig selv – og sit bureau-navn – på markedet i mindst et årti.
En granskning af de godt 400 navne på point-listen fortæller nemlig, at omkring hvert fjerde bureau ikke længere eksisterer.
100 bureauer er lukket, opkøbt eller fusioneret væk
De mest udbredte årsager til de ca. 100 bureauers farvel er simpel lukning, opkøb, eller at bureauet har fusioneret sig til et andet navn. Og det er blandt både store, mellem og små bureauer – og flere forskellige bureautyper – at vi finder de forsvundne navne: Magnetix blev solgt og skiftede sidste år navn til Isobar, Plant lukkede i 2017 oven på en konkurs, De Allierede var et lille, men veldrevet, kreativt bureau, der i 2013 blev købt af Wibroe, Duckert & Partners.
Kommunikationsbureauet København valgte at lukke i 2017, mens legen var god. CP+B kom til i perioden og var flere år i træk blandt de 10 mest prisvindende reklamebureauer herhjemme. Det nåede at blive 100 pct. danskejet, inden partnerne i dette forår tog job hos Hjaltelin Stahl og lukkede Crispin Porter Bogusky Copenhagen.
Mediabroker ejede – sammen med Kvik Køkkener – Rambukken i efteråret 2016 med fire priser, inkl. Grand Prix’en. I foråret 2017 skiftede bureauet navn til GroupM-brandet m/Six.
Og i slutningen af samme år forsvandt to andre mediabureau-navne inden for GroupM, da MEC og Maxus blev Wavemaker.
Forsvundet navn på top 10
Selv på top 10 over de seneste ti års mest prisvindende finder vi et bureau, der ikke længere findes som selvstændig; Halbye Kaag JWT er nr. 10 på listen, og efter periodens første fem år var bureauet oppe som nr. 6.
Ikke så sært, faktisk, for Halbye Kaag JWT havde hos Saatchi hentet hhv. nr. 1, 3 og 4 på listen over de mest prisvindende kreative i Danmark; Simon Wooller, Rasmus Petersen og Lasse Bækbo Hinke. Og på fem år hentede de så mange award-point, at topplaceringen holder den dag i dag, selv om det snart er fire år siden, at J. Walter Thomson Copenhagen blev slugt af Ogilvy og dermed ophørte under eget navn.
13 bureauer har holdt navnet og vundet hvert år
Det er en præstation i sig selv at holde fast i sit brand. Og hvis man så tilmed – år efter år, uden undtagelse – kan hente award-point, så er man i sandhed noget særligt.
Blot 13 af award-listens 400 bureauer har formået begge dele de seneste 10 år.
Syv kreative bureauer, fem mediabureauer og et digitalbureau udgør det eksklusive felt:
- &Co
- Brandhouse
- Hjaltelin Stahl
- Mensch
- Nord DDB
- Robert/Boisen & Like-minded
- UncleGrey
- Carat
- MediaCom
- Mindshare
- OMD
- PHD
- Hello Monday
DDB har fastholdt det centrale del af sit navn gennem alle 10 år, og det ændrer 2017-tilføjelsen NORD ikke ved. Uncle og Grey fusionerede i 2011, men beholdt begge navne.
Også awards lukker eller fusioneres væk
Bureaubiz har siden efteråret 2010 samlet på shortlister og vinderlister. Disse syv awards – fire danske og tre internationale – har i alle årene udgjort grundstammen, så vi derved kan tillade os at sammenligne fra år til år:
Cannes Lions, Creative Circle Award, Rambukken, Advertising Effectiveness Award, The True Award, Echo Awards og Eurobest.
Tidligere har vi også haft Aurora, DM-prisen og Danish Internet Award med i regnskabet. Disse awards lægger sig fint ind under temaet for denne artikel: De er i perioden enten lukket eller blevet fusioneret ind i andre priser.
Derfor har vi tilføjet D&AD og Danish Digital Award til oversigten.