En af de hurtigste – og mest fristende – måder at positionere et brand, et produkt eller
endda en politisk identitet på, er ved at definere sig selv gennem det, man ikke er.
Det er skarpt. Det er enkelt. Og det virker.
Tag 7UPs ikoniske Un-Cola-kampagne fra 60’erne som eksempel. I årevis blev 7UP
mest set som noget, man blandede op i drinks – ikke som en selvstændig drik. Men ved
at positionere 7UP som det stik modsatte af cola – kategoriens ubestridte konge – fik
mærket pludselig identitet og kant. Det behøvede ikke lange forklaringer. Det sagde blot:
vi er ikke dem. Og det var nok til at skille sig ud – og kravle op som en solid nummer tre,
bag Coca-Cola og Pepsi-Cola. Ved at definere sig op imod noget ikonisk, blev de selv
ikonisk.
Det er dét, anti-positionering kan.
Når du stiller dig i kontrast til noget stort, arver du en del af dets vægt. Du behøver ikke
nødvendigvis stå for noget – det er nok at stå imod noget. Det skaber identitet. Og
identitet samler folk. Eller rettere sagt: det giver dem noget at være imod.
Det virker i markedsføring. Og det virker – desværre – alt for godt i politik.
Donald Trump forstod det her på instinkt. Han forsøgte ikke at samle folk. Han behøvede
ikke et detaljeret program. Han skulle bare udpege fjender. Pressen. Immigranter. Eliten.
Globalister. The Washington swamp.
Hans fortælling byggede ikke på løsninger – men på modstand. Og i et to-parti-system, der allerede er skruet sammen til konflikt, var det benzin på bålet. Enten er du med os – eller også er du imod os. Ingen nuancer nødvendige.
Og dér ligger faren ved polariserede fortællinger: De forenkler virkeligheden til det punkt, hvor den ikke længere ligner sig selv. De forvandler mennesker til klichéer. De reducerer komplekse problemstillinger til sort-hvide konflikter. Det er måske effektivt – men det gør os dummere. For virkelige mennesker er aldrig bare én ting. De er fulde af modsigelser. De kan være generøse og bange, omsorgsfulde og forvirrede,
idealistiske og selviske – på samme tid.
Alligevel bliver vi i dag konstant opfordret til at presse hinanden ned i forsimplede kasser. By mod land. Woke mod traditionel. Globalist mod nationalist. Det er overskueligt. Det er velkendt. Og det er farligt forkert.
De problemer, vi står over for – klima, ulighed, migration, økonomisk utryghed, social uro
– har ingen enkle årsager og ingen enkle svar. De kræver kontekst. Empati. Modet til at
blive i det ubehagelige. Men det er umuligt, hvis vi allerede har gjort vores modpart til en
karikatur.
Når vi tør anerkende kompleksiteten, åbner vi også for ægte fremskridt. For kompleksitet inviterer til nysgerrighed. Den tvinger os til at lytte. Den flytter fokus fra hvem der har skylden til hvad der egentlig foregår. Og den minder os om, at de fleste – også dem vi er uenige med – forsøger at navigere i en kaotisk verden med de værktøjer, de nu engang har.
Det gælder også vores ledere. Vi har ikke brug for flere stærke mænd med hurtige svar. Vi har brug for mennesker, der tør sige: “Det er kompliceret.” Der tør stå ved, at de ikke ved alt. Der tør give plads til flere perspektiver uden at opgive deres egne værdier.
For en fortælling, der kun ser verden i sort og hvid, vil altid overse det, der i virkeligheden
betyder mest.
Så spørgsmålet er: Kan vi stå imod fristelsen til altid at vælge side – og i stedet vælge den sværere, mere
ærlige vej, hvor vi prøver at forstå hinanden? Det begynder med at nægte at reducere. Med at give andre lov til at være hele mennesker. Med at stille bedre spørgsmål. Og med at huske, at fremskridt sjældent kommer af at vælge en lejr. Det kommer af at blive stående i det komplekse. Længe nok til, at noget sandt kan opstå.
