Trods krig i Europa og politisk usikkerhed viser årets bureaulederundersøgelse fra Bureaubiz, at bureaulederne stadig tror på vækst – om end med lavere forventninger end sidste år. Samtidig er det markant færre, der frygter tilbagegang.
I undersøgelsen, der dækker udviklingen i bruttoavance, ordretilgang, medarbejderantal og løn, er der bl.a. spurgt ind til de kommende 6 måneders forventninger – dvs. perioden fra juni til november 2025.
Færre forventer en højere bruttoavance
Forventningerne til bruttoavancen er faldet sammenlignet med sidste år: 55 procent forventer en lidt eller meget højere bruttoavance, mod 64 procent sidste år. Til gengæld er det kun 10 procent, der forventer tilbagegang – mod 15 procent sidste år.
Også lidt færre forventninger til ordretilgangen
På ordretilgangen ses samme tendens, dog er forskellen fra sidste år til i år mindre ift. ved bruttoavancen. 58 procent tror på vækst, hvilket er lidt under sidste års 61 procent. Andelen, der forventer fald i ordretilgangen, er uændret på 11 procent.
Medarbejdere og lønninger
Også her er billedet relativt stabilt. 36 procent forventer at ansætte flere medarbejdere – stort set som sidste år (35 pct.). Kun 8 procent regner med færre ansatte – sidste år var det nogenlunde det samme, nemlig 10 pct. På lønområdet vurderer 43 procent, at lønningerne vil stige, mod 40 procent sidste år. 5 pct. mener, at lønnen vil blive lidt eller meget lavere de kommende seks måneder, mens det tal sidste år på samme tid var 3 pct.

Verdenssituationen og AI udfordrer bureauerne
Flere bureauledere kommenterer i undersøgelsen, at usikkerhed i verdenssituationen giver udfordringer både for, hvor store risici, man tør tage samt i forhold til, at det er blevet sværere at forudse kundernes købelyst og købekraft. Også AI bliver nævnt både som en udfordring og en mulighed, men flere nævner, at man endnu ikke helt har fundet sit ståsted ift. hvordan man bruger AI på bureauet og ift. kunderne.
Flere resultater fra undersøgelsen kan læses på Bureaubiz i de kommende uger, og i årets BureauTrends-rapport går vi endnu dybere i resultaterne.
Hvis du vil vide mere om bureaubranchen, kan du blive klogere på det gennem Bureaubiz’ BureauTrends-rapport. Se mere her.
Du kan også deltage i Creative Clubs bureaulederseminar den 16. september.
Læs mere om oplægsholdere og tilmeld dig her
Om undersøgelsen
Bureaulederundersøgelsen er sendt til 586 bureauer beskæftiget inden for bl.a. reklame, digital, media, kommunikation og public affairs.
93 har svaret på hele eller dele af undersøgelsen svarende til 16 pct.
Undersøgelsesperioden er maj 2025.