Fyr dørmanden eller giv ham en AI-opgradering

Af Michael Meister,
CEO i Raffle.ai

Michael Meister skriver om paradokset i at virksomheder kaster massevis af penge efter at lokke folk ind på deres site – men smider dem så ud igen, fordi folk ikke finder det de ledte efter.

Virksomheder investerer enorme beløb i digital annoncering. Search marketing alene står for omkring 8 milliarder kroner om året – tæt på 40 % af det samlede annonceforbrug i Danmark. Og det vokser. Men for stort set alle websites går det meste af trafikken tabt. I stedet for at engagere sig, forsvinder de dyrt indkøbte brugere, fordi de ikke med det samme finder dét, de leder efter.

Det svarer til at holde en fest, hvor næsten to tredjedele af de inviterede gæster vender om i døren.

Vi snakker om bounce rate – den andel af besøgende, der kun ser én side og straks forlader sitet igen. Og det er ikke småting: Ifølge Databox ligger gennemsnittet på tværs af brancher omkring 60 %, så mange ligger højere. Alt over 55 % betragtes generelt som højt, mens under 40 % anses for godt. SaaS-virksomheder oplever eksempelvis en gennemsnitlig bounce rate på 64 %, mens tallet for e-commerce er væsentligt lavere – omkring 38 % – men stadig en betragtelig del af de besøgende, man har brugt penge på at få.

Den digitale dørmand: En bouncer uden situationsfornemmelse

På engelsk kaldes en dørmand en bouncer. Og på websites er det præcis, hvad mange søgefelter og navigationssystemer fungerer som: En dørmand, der ofte gør det sværere end nødvendigt at finde ind til det rigtige rum, den rigtige samtale, det rigtige produkt. Finde den rigtige fest.

Gæsten må selv finde frem – ofte uden hjælp, og uden en forståelse af, hvad der egentlig gemmer sig bag facaden. Eller selv skulle lave sin drink i baren uden en bartender. Traditionelle søgefunktioner kræver, at man formulerer sig korrekt og vælger det rette fagudtryk. Eller man skal klikke sig igennem en kompleks navigation. Hvis man ikke rammer plet, er det ud ad døren igen. Til stor frustration for både gæsten og dem der har festen = websitet.

Og det sker alt for ofte.

Brugerne har vænnet sig til noget andet

I dag er brugerne trænet af værktøjer som ChatGPT. Vi har vænnet os til, at selv uklare eller fejlagtige spørgsmål kan føre til relevante svar. Man ‘klikker’ ikke længere rundt – man spørger og forventer et svar der kan bruges. Med det samme. Det har hævet barren for, hvad vi forventer, når vi interagerer digitalt.

Vi vil simpelthen fra indgangen til den ønskede del af festen med det samme, uanset hvordan vi forklarer vores festhumør til dørmanden. Søgefunktionen skal forstå, hvad vi mener, når vi spørger. Når vi får irrelevante resultater, eller ingen overhovedet, bliver vi hurtigt irriterede. Det er ikke et urimeligt krav, for teknologien findes.

AI som vært frem for vagt

Hvad nu hvis websitet i stedet opførte sig som en god vært? En, der forstår, hvad gæsten (du) leder efter, og som kan følge dig direkte hen til bordet og bestille dét du ønsker, også selvom du ikke ved præcis, hvad din drink hedder. Det er netop det, moderne AI-baseret søgning og chat kan. Løsningerne tolker hensigter, kan forstå konteksten og fremhæver så de mest relevante informationer.

Det giver et bedre førstehåndsindtryk. En større chance for, at gæsten bliver hængende.

Så i stedet for at poste flere penge i at trække gæster til, kan man jo overveje, om man får nok ud af de gæster, der allerede dukker op. Eller måske endda bruge færre omkostninger på dén del og mere på ‘indretningen’ Det er klassisk optimering af hele brugerrejsen – men her kan AI gøre en kæmpe forskel uden flere annoncekroner eller produktion af masser af content. 

I dag giver det faktisk mening udelukkende at have et stort søgefelt som landingsside på sit website. Det er ikke mange, der tør. Nå jo, det dér Google…

En lille forbedring – en stor forskel

Selv få procentpoint i forbedret bounce rate kan ofte ses direkte på bundlinjen. 

Flere, der bliver. Flere, der konverterer. Flere, der finder den “fest”, de kom for.

I dag kan “dørmanden” med et snuptag blive kunstigt intelligent og effektivt guide dine gæster til det ønskede party – om de trænger til et pumpende floor, snackbaren eller bare loungen for lige at trække vejret. Så bliver de hængende og besøger måske også din næste fest! Smutter glade forbi Trustpilot på vejen hjem og tager deres venner med næste gang.

Så kom ind i kampen. AI til søgning og chat på website findes som nemt implementerede og billige løsninger, så der er ikke nogen undskyldning for stadig at have den gammeldags “dørmand”. 

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning