Læser man Poul Mikkelsens Bureaubiz-klummer om DDB, kan man desværre få et billede af det nuværende (NORD)DDB, som intet har med virkeligheden at gøre. Derfor bliver vi nødt til lige at korrigere Poul på et par punkter ud fra en noget større viden om bureauets virke i dag. Vi er der trods alt mange timer dagligt i modsætning til Poul, der forlod stedet for 13 år siden.
”DDB burde have taget rejsen fra reklamebureau til brand consult”, skriver Poul i sin seneste klumme. Men Poul … det er jo præcis dét, vi gør og har ret stor succes med.
DDB er et af de meget få bureauer i Danmark, der i 2025 vokser markant. Således har vi hentet flere store kunder og ansat 20 nye mennesker i år. Og det ser 7-9-13 ud til, at vi fortsætter med at vokse de kommende år også. Den fremgang skyldes ene og alene kombinationen af dyb brand-rådgivning og høj kreativitet. Det smager da i dén grad af DDB? Men ja, selvfølgelig gør vi flittigt brug af data og AI. Det gør vi for at have størst mulig viden og bruge vores tid, hvor vi som mennesker skaber absolut størst værdi.
Hvem kan have noget imod dét?
Når vi rådgiver virksomheder om deres brand, er Bill Bernbach såmænd også rigtigt meget i spil. Og der bliver i dén grad brugt tid på menneskelige og kulturelle indsigter for at skabe den stærkest tænkelige forbindelse mellem forbruger og brand. Hvorfor Poul så tror, at Bernbachs tanker slet ikke er i spil på DDB længere, må derfor stå hen i det uvisse. Bill hænger sågar på vores væg og er med i starten af alle new bizz-præsentationer.
Et klart mønster blandt de virksomheder vi rådgiver, er deres ønske om hjælp til at tænke udefra og ind. Derfor har vi mere end svært ved at genkende virkeligheden i Pouls ord om at mange virksomheder i dag vælger en ”dum indefra-ud-logik”. Det er dog muligt at det er den oplevelse Poul selv har haft i andre sammenhænge efter sin tid hos DDB, hvilket selvfølgelig er trist. For vi er helt enige i at indefra-ud ikke skaber den store værdi.
Det ”gamle” DDB kunne tiltrække de største kreative talenter, skriver Poul – underforstået at det kan vi åbenbart ikke i dag. Også her undres vi en anelse. For vores nuværende hold formår da i dén grad at komme med nyskabende idéer, som ikke blot er gimmicks, men langtidsholdbare idéer, der også kan ende som et konkret produkt på kundens hylder. En af de idéer hentede eksempelvis tre løver i sommers. Og sidst vi tjekkede lå vi nummer to over de mest vindende danske bureauer. Så helt skævt kan det da ikke stå til.
Om navnet DDB så forsvinder må tiden vise. Vi håber det virkelig ikke, for vi er helt enige med Poul i, at DDB vitterligt er noget helt særligt. Skulle det alligevel ske, kommer vi selvfølgelig til at holde noget af en afskedsfest for alle nuværende og gamle DDB’ere. Der glæder vi os sindssygt til at se dig, Poul!


