Der bliver talt meget om, hvordan vi kan bruge AI som et værktøj til produktivitet, men meget lidt om, hvordan teknologien fundamentalt ændrer vores beslutningsprocesser. Vi står over for et paradigmeskift, hvor AI ikke længere bare er en assistent, men en aktiv beslutningstager.
Fra Kahneman til Shaw & Nave
De fleste har hørt om Daniel Kahneman og Amos Tversky. De nobelprisvindende psykologer og analytikere revolutionerede vores forståelse af menneskelig adfærd med deres kortlægning af System 1 og 2 i bogen Thinking, Fast and Slow: det hurtige, intuitive System 1 over for det langsomme, rationelle System 2. I årtier har dette paradigme formet, hvordan vi tænker branding, marketing og specielt forbrugeradfærd.
Men ny forskning fra Stephen Shaw og Gideon Nave ved Wharton School (University of Pennsylvania) peger nu på, at vi må udvide vores menneskecentrerede model. De introducerer System 3: et system, der eksisterer uden for mennesket. Det drives af store sprogmodeller (LLMs) som ChatGPT, Gemini og Claude samt de avancerede anbefalingsalgoritmer på platforme som f.eks. YouTube, Instagram og TikTok.
AI som den nye gatekeeper
Hvor System 1 og 2 handler om vores interne psykologi, fungerer System 3 som en ekstern gatekeeper. Det ændrer fundamentalt, hvordan valg træffes, fordi det skaber en præ-filtrering af virkeligheden. Det sorterer i muligheder og brands baseret på massive mængder data, tillidssignaler og sociale indikatorer, længe før det når vores bevidsthed.
Når en forbruger i dag begynder sin undersøgelse af et brand, er valgmulighederne ofte allerede prioriteret, rangeret og selekteret af en algoritme. For større købsbeslutninger, der kræver mere end blot reflekskøb, betyder det, at den traditionelle, lineære kunderejse er død.
Succes afhænger i stedet af din digitale integritet – hvordan dit brand bliver valideret af de eksterne systemer, der overvåger markedet. Hvis du eksempelvis leder efter en ny støvsuger, vil AI’en ikke lade sig påvirke af marketing, men kigge efter autentiske signaler for at give dig det bedst mulige valg. Den ved måske allerede, at I har et kæledyr derhjemme, og vil derfor prioritere den støvsuger, der er dokumenteret bedst til at fjerne dyrehår.
Fra SEO til algoritmisk troværdighed
I praksis betyder det, at SEO og AI-optimering har bevæget sig væk fra tekniske kneb og nøgleord. Det handler i dag – måske lidt retrospektivt – om at bygge et sammenhængende og troværdigt brandunivers. Vi er tilbage ved de grundlæggende brandværdier: Positionering. Har du et stærkt løfte til markedet? Et why? Har du en klart defineret målgruppe, som du konsekvent kommunikerer til i samme stil og tone?
Når System 3 vurderer et brand, leder det efter konsistens mellem det, der siges, og det, der gøres. Her bliver synergien mellem strategi og handling afgørende for din overlevelse i algoritmen:
- Når et brand formulerer sine værdier, producerer det sprog.
- Når et brand beviser sine værdier gennem handling, producerer det signaler.
Handling slår påstande
System 3 fortolker signaler, ikke hensigter. Mange brands postulerer også deres værdi med floskler som “Vi vil gerne …” eller “lidt mere” eller “lidt bedre”, men i et landskab styret af System 3 er “tom marketingsnak” værdiløs. LLM’erne vægter de faktiske interaktioner, de autentiske oplevelser, som bekræfter det, du står for og den sociale validering højere end reklamepostulater.
Handling er den nye valuta. Succes kræver kommunikation, der omsætter virksomhedens kernefortælling til emotionelle og meningsfulde oplevelser, som skaber relationel værdi frem for blot transaktionel opmærksomhed. Ved at udtrykke dine kerneværdier gennem konkrete handlinger, der giver mening for kunden, skaber du en direkte overensstemmelse med den måde, AI-systemer vurderer relevans og troværdighed på. Det er her, man bygger tillid hos både mennesker og maskiner simultant. Med andre ord: Det kan betale sig at gøre ord til handling – og fortælling til forspring.
Fremtiden er distribueret
Fremtidens beslutninger er ikke længere rent menneskelige; de er distribuerede mellem os og maskinerne. Brands, der forstår mekanismerne bag Shaw og Naves System 3, vil ikke blot være synlige – de vil være dem, der bliver anbefalet.
Klare, værdidrevne strategier og meningsfuld handling er ikke længere pynt i en årsrapport; det er blevet fundamentet for teknisk relevans i en algoritmisk styret verden. Hvis du ikke sender de rette signaler til System 3, er der stor risiko for, at dit brand aldrig finder frem til forbrugeren.
Lars Busekist og Richard Gyrd-Jones udgiver senere i år bogen Hedonistic Branding på forlaget Palgrave Macmillan/Springer Nature.




