Alm. Brand vælger nyt lead-bureau

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brandhouse skal udvikle en ny brandplatform, der skal positionere Alm. Brand som en samlet udbyder inden for forsikrings- og finansløsninger.

I august sidste år gik Alm. Brand i gang med at lede efter et nyt bureau efter at samarbejdet med Jangaard, Mark & Ko var stoppet.

Det nye bureau er nu fundet blandt 3 bureauer og det blev Brandhouse. Hvem de to andre bureauer var, vil hverken kunden eller bureauet oplyse.

På samme tidspunkt som udmeldingen om at man ledte efter et nyt bureau, blev det meldt ud, at Simon Steen-Petersen startede som ny marketingdirektør.

Og det er ham, der nu fortæller om baggrunden for at vælge netop Brandhouse:

”Brandhouse har igennem mange år vist, at de har en dyb indsigt i danske
forbrugeres adfærd og holdninger, og hvad der skaber værdi og loyalitet hos dem. Vi arbejder hos Alm. Brand selv ud fra et kundefokuseret perspektiv, og det blev hurtigt i processen klart, at vi deler ambitionen om at skabe kundeoplevelser, der gør en forskel,” siger Simon Steen-Petersen og fortsætter:

”Vi stillede store krav til det nye bureau både i forhold til deres indsigter i marked og forbrugere, og også når det gælder deres evne til at eksekvere en strategi kreativt online og offline. Det har vi fundet nu,” siger Simon Steen-Petersen.

Opgaven for Brandhouse bliver at udvikle en ny brandplatform, der skal positionere Alm. Brand som en samlet udbyder inden for forsikrings- og finansløsninger.

Brandhouse har tidligere arbejdet med GF Forsikring og glæder sig til igen at arbejde med en forsikringskunde.

”Forsikringsbranchen er en af de brancher, hvor teknologi virkelig kan disrupte de gængse forretningsmodeller. Det stiller store krav til både brand og forretningsudvikling – en meget spændende opgave,” siger CEO Stiig H. Binggeli.