Annoncørforening inviterer til dialog om skadeligt indhold på SoMe

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Danske Annoncører og Markedsførere inviterer branchen til at dskutere, hvordan man fjerner skadeligt indhold online. Samt om effektivitet i markedsføringen.

I slutningen af 2020 kom den nye annoncørforening Danske Annoncører og Markedsførere – forkortet DAOM – til verden, og for knap tre måneder siden blev Thomas Kragh ansat som direktør. Han har selv tidligere været ansvarlig for digital marketing hos Nykredit og tidligere på måneden kom han med et opråb til alle CMO’er om, at de skal tage ansvar for at hjælpe med at fjerne skadeligt indhold på sociale medier.

Klummen, som blev bragt på Bureaubiz var en forløber for et møde den 15. maj, hvor annoncørforeningen lancerer GARM i Danmark (Global Alliance for Responsible Media) og samtidig samler ”marketingfolk, mediebureauer, medier, platforme og brancheorganisationer i kampen mod tilgængeligheden og indtægtsgenereringen af ​​skadeligt indhold online.”

Det betyder konkret, at man har inviteret sociale medier som Google, Meta, TikTok, Twitter, LinkeIn og en række mediabureauer som Dentsu, OMG, Group M, Calibrate og Orchestra samt en række brands, bl.a. Danske Spil, Coop og Tryg til en rundbordssamtale for at diskutere, hvad man kan gøre for at fjerne skadeligt indhold på de sociale medier.

”Effekt og kontrol hænger sammen i marketing. En øget effekt kommer kun med øget styring og kontrol. Ikke held, heldigvis. Derfor vil vi i DAOM give vores medlemmer bedre muligheder for at have kontrol med deres markedsføring, i denne omgang på de sociale medier. Ingen ønsker at støtte ulovligt eller skadeligt indhold, men desværre er de færreste virksomheder helt opmærksomme på mulighederne for at opnå kontrol, og øge effekten for sit brand. Derfor inviterer vi ALLE brands med til gratis Kickoff på GARM, 15. maj på Børsen,” siger direktør Thomas Kragh til Bureaubiz. Hvis man ønsker at deltage, kan man skrive til thomas@daom.dk.

Senere samme dag afholder annoncørforeningen i samarbejde med Creative Club i øvrigt et seminar, det netop handler om effektivitet i markedsføringen. Her kan man høre Ilva, YouSee og MobilePay fortælle om effektiv markedsføring, TV 2 om effekt på tværs af platforme samt IRM om lanceringen af nye markedsdata i Danmark.

GARM


Formålet med GARM er bl.a., at man vil sikre, at annoncer ikke bliver vist sammen med følsomt indhold, som fx kan være pornografisk materiale, kriminalitet, cigaretter og lign. på de sociale medier.