For halvandet år siden oprettede app-bureauet Nodes et kontor i Aarhus og i sommers blev Nodes opkøbt af det japanske konglomerat Monstar Lab med mere end 800 medarbejdere.
Ambitionen for det danske app-bureau er intet mindre end at blive det førende bureau inden for app-udvikling i Europa.
Som ’et led i direktionens strategi om at løfte organisationen og sikre den fortsatte udvikling på tværs af de 5 europæiske kontorer, har bureauet nu ansat en ny chef for Aarhus kontoret.
Det er Jacob Quorp Matthiesen, der kommer fra et job som project manager i Danske Banks it-afdeling, hvor han bl.a. har arbejdet med udviklingen af apps for Danske Bank.
CEO i Nodes, Andreas Green Rasmussen, siger om ansættelsen:
”Vi har større ambitioner, og med ansættelsen af Jacob får vi nu en stærk profil som ikke blot har erfaring med udvikling af apps i en af Danmarks største virksomheder. Jacob har også har et stærkt drive kombineret med den teknologiske indsigt det kræver at kunne hjælpe mange af de store jyske og fynske virksomheder som efterspørger solide app-løsninger.”
Jacob Quorp Matthiesen siger selv om sit nye job:
”For mig er det tydeligt at mobile, wearables og apps er den fremtid vi står overfor som det primære værktøj for folk i hverdagen. Og i og med det er det jeg brænder for, var det nemt for mig at takke ja.“
Han tilføjer:
”Det bliver sjovt at prøve noget nyt efter 10 år i en stor virksomhed. Jeg ser meget frem til at prøve mig selv af i en flad struktur, hvor beslutningerne kan tages i et andet tempo. Samtidig er jeg overbevist om, at jeg kan tilføre værdi til mange af de kommende kunder fordi jeg forstår deres hverdag i en stor organisation.”
Jacob Quorp Matthiesen erstatter Mathias Funder.