Brugskæderne opfordrer til at hygge sammen på Black Friday

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Den første kampagne fra brugskædernes nye leadbureau opfordrer til dans og hygge i stedet for at rende rundt efter tilbud på Black Friday. De sniger dog selv tilbud ind i deres kampagne. Se filmen her.

Tidligere på måneden meldte de fire brugskæder – Superbrugsen, Dagli’Brugsen, Kvickly og LokalBrugsen ud, at de havde fået nyt leadbureau: Konstellation & Republica.

Den første kampagne fra bureauets hånd kommer i forbindelse med Black Friday og budskabet lyder:

”Investér din Black Friday i dem du holder af.”

Tanken bag kampagnen er, at Black Friday er en dag, hvor ’mange drøner rundt og køber ind alene’ og derfor vil man opfordre til, at ‘vi investerer i hinanden og gør noget sammen, som skaber værdi og glæde’.

Marketingchef i Coop, Martin Dalsgaard Andersen siger om kampagnen:

”Jeg ved godt, at vi kan blive skudt i skoene, at vi jo selv poster tilbud ud hver eneste dag. Men det skal ikke forhindre os i gerne at ville huskes for noget andet og mere. At komme med en god idé som kan inspirere. Vi ved jo, at familierne i Danmark generelt har for lidt tid sammen”.

Coops ’gode idé’ er at man kan danse med hinanden og derfor udlodder man i forbindelse med kampagnen en konkurrence, hvor man kan vinde et års danseundervisning.

Samtidig vil man gerne vise, at man kan bruge sin Black Friday på at hygge sig sammen f.eks. foran tv’et og her sniger der sig så også konkrete tilbud ind i kampagnen.

”Vi har sammensat tre menuer, som man kan vælge mellem til hygge foran tv’et. Og de er på tilbud. Man kan sige, at målet helliger midlet”, siger Martin Dalsgaard Andersen.

Kontaktchef Rikke Lerhøj fra Konstellation & Republica tilføjer:

”Det har været rigtig sjovt at arbejde med et koncept, som skulle være en øjeåbner til os alle, om at nyde, snarere end alle de gøremål og tilbud, som kan få os ud af fokus og væk på det, som virkelig har værdi – hinanden”.

Udover en kampagnefilm, skal kampagnen køre i de landsdækkende aviser. Det er OMD, der står bag mediaplanen.