Bryder denne trøje med kommercielle rettigheder?

Peter Engholm,
journalist

EM i fodbold for mænd blev afgjort for et år siden, men først nu skal en sag om markedsføring før slutrunden afgøres – en sag mellem Power og DBU, og med en trøje i centrum.

Mens juli i år – sportsmæssigt – har været domineret af Tour de France, både på dansk grund og med danske præstationer, så samlede interessen sig i juni-juli 2021 om EM i fodbold for mænd.

Og dette EM lever stadig – i al fald hvad angår et juridisk efterspil om markedsføring.

Bureaubiz skrev godt et par uger før EM, at Dansk Boldspil Union (DBU) havde sendt ca. 10 breve ud, hvor man beder virksomheder stoppe EM-kampagner, som DBU mener strider mod unionens rettigheder.

Og blot et par dage før EM var DBU oppe på 100 sager, lød fortsættelsen på Bureaubiz.

En af disse var Power, bl.a. havde elektronikkæden brugt Dannebrog, ordet ”fodboldfest” og nok så væsentligt bragt et billede af en fodboldspiller – i al fald en mand i fodboldtøj.

Er det orange eller det EM-fodbold?
Sagen er netop blusset op, fordi Power nu har stævnet DBU. I det forløbne år har Power – ifølge en pressemeddelelse – spurgt DBU, hvad de mener, at den krænkelse bestod i, og svaret var ”det samlede indtryk” af Powers markedsføring op til EM.

Det mener Power er ”smagsdommeri” og stævner DBU for at få afklaret, om noget har været ulovligt heller ej.

Et af stridspunkterne er den førnævnte fodboldtrøje. Lægger den sig op ad landsholdets dragt? Power fik Kantar Gallup til at gennemføre en brugerundersøgelse for bl.a. at definere farven. Kæden mener, at trøjen er i ”Power-koncernens orange mærkefarve”.

”Samlet set mener 75 pct. af danskerne, at trøjen er orange. Og under 1 pct. forbinder reklamen med det danske landshold. Faktisk tænker over 30 pct. Holland eller Ajax, når de ser den. Og 15 pct. tænker Power,” siger Jesper Boysen, adm. dir. i Power, i pressemeddelelsen.

DBU ser frem til den videre sag
Når sagen ikke er kommet længere i det forløbne år, skyldes det ifølge DBU, at Power ikke – som ellers lovet – er vendt tilbage på et tilbud fra DBU om et forlig i sagen.

Til Ekstra Bladet oplyser DBU’s kommunikationschef, Jakob Høyer, at Power ville overveje forliget, men intet er sket ”trods adskillige rykkere”. Derfor imødeser DBU den videre sag.

”Der er tale om et brud på DBU’s kommercielle rettigheder og en sag, der i sidste ende handler om penge til udviklingen af dansk fodbold,” siger Jakob Høyer til Ekstra Bladet.