Det er styringen af nøgletal, der står øverst på listen, når tre bureauledere skal sætte ord på, hvad de har taget med sig fra uddannelsen, Agency Executive Leadership Programme.
”Allerede i første modul fik vi værktøjer til at identificere de nøgletal, hvor vi med fordel kunne sætte ind. Det har gjort det muligt at fokusere skarpt og forbedre vores performance,” siger Martin Sønderbæk, CEO i og stifter af digitalbureauet We Are Humans. Han blev hædret med en anerkendelse for sin eksamenspræstation af Henrik Jensen fra Brandse & Co, som står bag uddannelsen.
Martin Sønderbæk fortæller, at bureauet allerede har kunnet måle konkrete resultater.
”Vi har øget vores faktureringsgrad og retainers, udfaset lavmargin-ydelser og indført
nye, mere lønsomme services.”
Også Mike Kaspersen, partner i reklamebureauet Superego, understreger betydningen af et øget fokus på den finansielle performance:
”Vi er blevet endnu skarpere på vores finansielle performance, efter at der på uddannelsen var stort fokus på, hvordan vi driver vores bureauer, og hvordan vi benchmarker os op imod branchen – og så har vi fået konkrete, brugbare værtøjer til at måle og justere.”
Mike Kaspersen, der modtog udmærkelse for bedste eksamenspræstation, tilføjer:
”Bureaubranchen handler selvfølgelig om kreativitet. Men forretningsforståelsen for vores egen forretning, hjælper os også til bedre at kunne rådgive vores kunder. Kreativitet, design og kommunikation er blot midler, men i sidste ende lever vi jo af at flytte vores kunders forretninger.”
Kilian Kramer, geschäftsführer i det tyske performancebureau, River Online, modtog ligesom Martin Sønderbæk en anerkendelse for sin eksamenspræstation. Han fremhæver også fokus på nøgletal, når han skal sige, hvad han især lagde vægt på i uddannelsen:
”Det allervigtigste jeg har taget med mig fra uddannelsen, er vigtigheden af at holde øje med profitabilitet pr. medarbejder og kende de vigtigste KPI’er, så man ved, hvor man kan optimere. Det giver også et klart overblik over, hvordan man bedst udvikler teamet og bureauet, hvilket man nemt i dagligdagen kan glemme at kigge på.”
Kilian Kramer nævner samtidig, at det der har overrasket ham mest, var at alle deltagere, uanset om de kom fra store eller små bureauer, kæmper med de samme udfordringer. Det var det samme, der overraskede de bureauledere, der sidste år deltog på uddannelsen.
Nemmere at vurdere pitch
Mike Kaspersen fremhæver desuden et konkret redskab, som bureaulederne tog med sig hjem, nemlig et scorecard til at vurdere, om det kan betale sig at gå med i en pitch:
”Det koster jo en del arbejde at deltage i en pitch, så det er et rigtig godt værktøj, der gør det lettere at vurdere om det enkelte pitch er arbejdet værd.”
Og for både Martin Sønderbæk og Kilian Kramer har uddannelsesforløbet også styrket deres personlige lederskab:
”Jeg gik ind i det her forløb for at blive bedre til at træffe beslutninger. Nu står jeg med et klart tydeligere billede af, hvad god ledelse er,” lyder det fra Martin Sønderbæk, mens Kilian Kramer siger:
”Det er min første lederstilling med et team under mig og derfor var det ekstremt vigtigt at finde ud af, hvad der egentlig er vigtigt, når man skal lede andre, motivere dem og skabe resultater sammen. Jeg forventede inspiration fra hvordan større bureauer og erfarne ledere arbejder, og det fik jeg præcis, som jeg havde håbet på.”
Om Agency Executive Leadership Programme
Uddannelsen har kørt i fem år. I alt har 71 deltagere fra 42 bureauer gennemført uddannelsen. Fordelingen har været 59 mænd og 12 kvinder. Halvdelen har været CEOs eller COOs.
Uddannelsen kører igen i 1. halvår 2026 med opstart torsdag den 5. februar.