California Stays: Alle gode gange 3

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Med den tredje kampagne for California Stays får dem, der (endnu) ikke ejer en Volkswagen California, også muligheden for et ophold i den danske natur i en California.

I sommeren 2019 blev konceptet California Stays for Volkswagen skabt af Belong Agency. Siden lavede Thomas Bjerg en opfølger en opfølger i 2020 i eget regi, som Twenty Agency. Den blev shortlistet ved dette års Cannes Lions i kategorien Brand Experience & Activation og har fået fem shortlister ved DDA 2021.

Nu kommer så den tredje opfølger. Kampagnen hedder stadig ‘Visit the Road’, og konceptet er det samme: Gratis overnatninger på særligt udvalgte steder (California Stays) i Danmark: Sjællands Odde, Sydals, Sydfyn og ved Thy. 

Det nye ved denne kampagne, der kommer til at køre på digitale kanaler, er dels, at man kan booke plads til to Volkswagen California ved siden af hinanden, og dels, at ikke-California-ejere kan vinde et ophold i en California. Alle kan nemlig nominere sig selv eller en ven, og være med i konkurrencen.

Den nye kampagne, der løber hen over sommeren, skydes i gang med kampagnefilmen ’Portals’ med tilhørende tagline: ’The Whole world at your doorstep’. Filmen er udviklet og produceret af Twenty Agency, og kampagnen er lavet i samarbejde med Help PR og OMD.

Hvorfor lave den samme kampagne for tredje år, kunne man spørge sig selv. Og netop det spørgsmål, har marketingchef i Volkswagen Erhvervsbiler, Nicolai Løje Farganis, svaret på i en pressemeddelelse:

”Der er ingen tvivl om, at kampagnen er en succes – både forretningsmæssigt over tid og for vores brand og community. Med California Stays har vi fat i noget af det rigtige i forhold til at tilbyde vores kunder den fulde California-oplevelse og give dem en reel added value til bilen. Derfor fortsætter vi naturligvis med stor begejstring og udbygger platformen med nye tiltag. Målsætningen er at skabe værdi for det eksisterende Volkswagen California community samtidig med, at vi kommer tættere på dem, der drømmer om en California måske kommer endnu tættere på drømmen.”

Fra kreativ direktør hos Twenty Agency, Farah Dib lyder det om kampagnen:

”Ifølge kategorisproget er en bilreklame lig med smukke bjergveje og brølende motoerer. Men magien ved en Volkswagen California er ikke dens features; det er det perspektiv, den kan give dig på verden. Baseret på en kvantitativ og kvalitativ analyse byggede vores kreative tilgang på friheden til at opleve verden. I dette tilfælde med magiske portaler og i sidste ende Volkswagen California som symbol på muligeden for at vågne op på nye steder hver dag. Et hjem væk fra hjem – essensen af, hvad en Volkswagen California kan tilbyde dig.”