CCA har sat dato på årets shortliste

Peter Engholm,
journalist

Creative Circle afholder jurydag før sommerferien og kan dermed offentligøre shortlisterne over 3-4 dage sidst i juni.

For 14 dage siden udsatte Creative Circle sin jurydag og følgelig også offentliggørelsen af årets shortliste til Creative Circle Award (CCA). Årsagen var coronavirussen.

Nu har bestyrelsen i den kreative forening lagt en plan og sat dato på jurydagen: Lørdag den 20. juni.

Juryarbejdet finder sted på KEA’s Erhvervsakademi i Hellerup. Altså et fysisk møde for de mest prisvindende kreative herhjemme – og planlægningen af den type slags forsamlinger må naturligvis tages med alle tænkelige forbehold:

”Vores håb er, at vi til den tid – om næste tre måneder – kan mødes til en inspirerende dag med gode faglige diskussioner, helt som vi plejer. Vi følger naturligvis udviklingen af Covid-19 meget nøje. Vi følger Sundhedsstyrelsens retningslinjer og vil tage alle de forholdsregler, vi kan,” er meldingen fra Dorte Nielsen, der er bestyrelsesformand i Creative Circle.

Hun udtrykker håb om, at juryen kan mødes fysisk, ”da vi ser en stor værdi i det”. Men Dorte Nielsen understreger, at hvis det til den tid stadig ikke forsvarligt at mødes fysisk, så vil jurydagen blive afviklet digitalt.

Og for at være forberedt på dette scenarie skal nogle indsendere lave et ekstra stykke hjemmearbejde:

”Vi beder dem, der udelukkende har indsendt deres arbejder på pap, om at uploade digitale udgaver. På den måde kan jurydagen gennemføres digitalt. De, der allerede har indsendt digitalt, skal ikke foretage sig yderligere,” siger Dorte Nielsen.

Årets shortliste vil blive offentliggjort hen over tre-fire dage sidst i juni.

Selve awardshowet – med offentliggørelse af årets vindere – afholdes efter sommerferien, og dette vil ske fysisk.