Claus Walter har forladt DDB

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Den sidste rigtige ‘Mad Man’ har forladt den danske reklamebranche, skriver kreativ direktør på DDB, Thomas Fabricius. Men er det nu helt rigtigt? DDB forlader han i hvert fald.

Claus Walter har været en markant figur i den danske reklamebranche i over 30 år. En dansk Mad Man, som var med i DRs udsendelse: Danske MadMen – Fede tider i reklamebranchen i 2011, som desværre ikke er tilgængelig på DR længere.

Nu forlader han så DDB, hvor han har arbejdet i knap 30 år og efter, at han har stået bag ikoniske arbejder som bl.a. Natten er sort som guld for Carlsberg, som han lavede sammen med Peter Hiort i 80’erne og et langvarigt samarbejde – over 25 år – med Poul Mikkelsen for Volkswagen.

Dengang man endnu afholdt prisuddelingen Guldkorn – som er en forløber for Creative Circle Award – var det knap så spændende, hvem der vandt prisen for bedste tekstforfatter. For i en lang årrække, var det altid Claus Walter, der rendte med den.

Nu forlader Claus Walter så den danske reklamebranche, skriver kreativ direktør på DDB, Thomas Fabricius i nedenstående indlæg, som vi har fået lov at hente fra LinkedIn. Men er det nu rigtigt, at han sådan helt trækker sig? Det kan du læse mere om i denne klumme af Poul Mikkelsen.

Her er Thomas Fabricius’ indlæg:

GOODBY HAR FORLADT DDB

Den sidste rigtige “Mad Man” har forladt den danske reklamebranche.

Forestil dig, at det er din første dag som kreativ direktør på et nyt bureau, og du skal introduceres for din nye afdeling. Idet du kommer ind i den kreative afdeling og kaster et blik ud over dine nye medarbejdere, er den første du får øje på Jeff Goodby, der sidder på sin plads med fødderne oppe på bordet, og vinker til dig. ”Nå, så du er den nye kreative direktør?”.

Jeff Goodby arbejder ikke på DDB, men det gør Claus Walter, og det har han gjort i godt og vel 28 år nu. Eller det gjorde han i hvert fald indtil for ganske nylig. For som en af de få rigtige ’Mad Men’ i den danske reklamebranche, og måske den sidste, har Claus valgt at slippe tastaturet – i hvert fald som fastansat. En ualmindelig skidt nyhed for diverse ørreder og laks i alverdens bække og åer, men helt sikkert en dejlig nyhed for hans børn og barnebarn. Måske også for hans kone.

Det særlige ved Claus i forhold til de fleste andre ”Mad Men” på hans alder er, at han ikke med årene har forskanset sig i et hjørnekontor med en bunke medarbejderaktier, hvorfra han skiftevis har fortalt anekdoter fra 80’erne og erklæret hellig krig mod nye medier.

Sådan er Claus ikke. Ledelse har aldrig været ham, og han ejer ikke en eneste bureauaktie. Han lever for produktet, for at producere godt arbejde, og han har konkurreret på lige fod med andre junior- som seniorkreative hver eneste dag, og været rygraden i DDBs Volkswagen-kommunikation i mere end 26 år. En del af årene sammen med et andet reklameikon og nær ven, Poul Mikkelsen.

Tiderne og bilmodellerne har selvfølgelig ændret sig, men sandhederne bag hans indsigter og niveauet på hans ideer, har altid været, og er stadig, præcis lige så knivskarpt og tårnhøjt som altid. Og skulle nogen endelig tænke: “Det er sgu da bare noget, de siger for at sende ham pænt afsted”, så tag og køb hans bog ’Das Buch’ og se for jer selv. Den kan alle, der brænder for god kommunikation, lære noget af og inspireres af.

Selv skrev Claus i sin afskedsmail til bureauet:

”Jeg har aldrig været god til det med tal. Jeg foretrækker ubetinget bogstaver. Men der er et tal, jeg har reflekteret lidt over i den seneste tid. Det startede, da det gik op for mig, at jeg kan få 68% i rabat hos Synoptik. Om bare 32 år kan jeg få gratis briller! For fanden, der er nye døre, der åbner sig, når man kommer op i min alder!”

Godt skrevet, Walter. Som altid.