Coca-Cola ude med ny global brandplatform

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Se her Coca-Colas nye brand platform, som er udviklet af bureau, der vandt pitch for knap et år siden. Samtidig lancerer Coca-Cola en ny kampagne baseret på gaming. Se også kampagnefilmen her.

I december 2020 satte Coca-Cola gang i en pitch på hele sit globale bureaubudget inden for både kreative ydelser og media. Budgettet blev anslået til at være omkring 26 mia. kr.

I dag udkommer Coca-Cola med en ny global platform samt en ny kampagne.

Den nye platform hedder Real Magic og er udviklet af Wieden+Kennedy London, som blev valgt i ovenstående pitch. Sidste gang, der blev lavet en ny platform for Coca-Cola var i 2016. 

Et af elementerne i den nye platform er en revitaliseret visuel identitet for Coca-Cola, der inkluderer et nyt logo.

 

Coca-Cola skriver selv om den nye platform:

”Real Magic platformen giver nyt liv til Coca-Cola varemærkets løfte om at forene os samtidig med at få mennesker til at føle sig godt tilpas hver dag. Løftet er fortolket, så det passer til den verden, vi lever i i dag. Platformen er bygget på erfaringer, vi har gjort os de seneste atten måneder, hvor vi trods turbulensen har fundet magi overalt takket være uventede møder, der har gjort hverdagen til noget ekstraordinært. Real Magic skildrer også de mange modsætninger nye generationer møder, men alligevel tager til sig som som nye harmoniske menneskelige relationer i en både virtuel og splittet verden.”

Revitaliseringen af Coca-Cola logoet er en del af en One Brand strategi, som blev lanceret i 2016 sammen med den gamle brandplatform Taste the Feeling.

“Real Magic er ikke blot en tagline eller en engangs-kampagne. Det en en langsigtet brandfilosofi, der skal drive og guide marketing og kommunikation på tværs af Coca-Cola varemærket,” siger Manolo Arroyo, CMO for The Coca-Cola Company i en pressemeddelelse.

Logo skal hjælpe forbrugerne
Coca-Colas nye logo er gjort mere enkelt med henblik på at hjælpe forbrugerne til en mere intuitiv navigation mellem de forskellige Coca-Cola varianter.

Samtidig er det gjort større og flyttet mod toppen af emballagen for at gøre plads til information om Coca-Cola varianten, f.eks. Coca-Cola Zero Sugar, der kommer til at stå lige under logoet. Løftet af logoet skal underbygge Coca-Colas budskab om at ”løfte mennesket til at føle sig godt tilpas”.

Man har samtidig gjort pantkommunikation på de nye dåser og flasker mere tydelig. Formålet er at hjælpe forbrugeren på vej i købsøjeblikket, især dem, der er mere og mere orienteret omkring bæredygtighed, lyder det fra Coca-Cola.

Desuden har smagsvarianterne fået forskellige farver på etiketten eller dåsen.

Global kampagne lanceres også i dag
Samtidig med den nye platform, lancerer Coca-Cola i dag kampagnen ’One Coke Away From Each Other’. Den er udviklet af reklamebureauet BETC Worldwide, som Coca-Cola har samarbejdet med i flere år.

Se filmen her

Trækplasteret i den nye kampagne er en 1 minut lange film, instrueret af Daniel Wolfe og produceret af det franske bureau Mathematic.tv, der er specialister i computer generated imagery.

Den første kampagne under den nye brand platform blander ægte og virtuelle verdener sammen, hvor man træder ind i et gaming-univers.

“One Coke Away From Each Other” er en metafor, der fortæller, at der er mere, der forener os end adskiller os. Vi kan derfor fejre vores fælleskab som mennesker,” skriver Coca-Cola i pressemeddelelsen.

De skriver desuden, at kampagnen er inspireret af det nye logos form, der nærmest omfavner Coca-Cola flasker og dåser. Det har man bygget videre på og formet det som et ’Hug’-logo, der står som en signatur for den nye kampagne.

 

Kampagnen skal engagere
Man vil med den nye kampagne gå mere væk fra de store tv-reklamer til mere individuel markedsføring, fortalte Coca-Cola på et pressemøde torsdag eftermiddag. Blandt andet på gamingplatformen Twitch. One Coke Away From Each Other indeholder derfor udover filmen, sociale og digitale elementer samt outdoorannoncer. 

På udvalgte markeder – dog ikke i Danmark – lancerer Coca-Cola en kodejagt, hvor man kan vinde præmier, f.eks. spillesessioner med berømte gamere. Koderne skal findes i filmen, hvor der er 25 af dem gemt.

“Igennem Real Magic platformen forsøger vi at engagere mennesker på mange forskellige måder gennem et økosystem af unikke oplevelser,” siger Manolo Arroyo og fortsætter:

”One Coke Away From Each Other er skabt for og med et samfund, der efterspørger noget andet, end hvad de normalt tror Coca-Cola leverer. Under udviklingen af kampagnen, har vi arbejdet med de bedste kreatører, gamere og flere andre for at finde vores plads i en virkelighed, der ikke ligner noget, vi har oplevet før. Det er utroligt spændende.”

 

Mega-pitch: Coca-Cola sætter hele sit globale bureaubudget i spil