Danish Internet Awards lukker og slukker

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Kreativitet & Kommunikation siger, at de har forsøgt en dialog om at lægge DIA og DDA sammen, men at det ikke lykkedes.

Kreativitet & Kommunikation og Danske Medier har besluttet at lukke Danish Internet Awards (DIA), der for to år siden blev omdøbt til Diamanten.

Årsagen er konkurrencen fra Danish Digital Awards (DDA), der blev etableret i 2015 med den afgående juryformand for DIA, Kim Jong Andersen, som juryformand for DDA. Ny juryformand blev Thomas Pries, men han meldte for halvanden måneds tid siden ud, at han stoppede, fordi han er ved at etablere et nyt bureau.

Om baggrunden for lukningen siger direktør i Kreativitet & Kommunikation Tine Aurvig-Huggenberger til Bureaubiz:

“Det er åbenlyst for alle, at det er to sammenlignelige priser, og det er heller ikke nogen hemmelighed, at det var en stor irritation i branchen, at der skulle sendes ind til to sammenlignelige priser.”

Hun fortæller endvidere, at Kreativitet & Kommunikation har haft en dialog med Dansk Annoncørforening, der står bag DDA om at slå priserne sammen. Selv om de har været parate til en dialog, har de ikke været parate til en sammenlægning, og på den baggrund valgte arrangørerne at lukke DIA.

I en pressemeddelelse skriver Danske Medier og Kreativitet & Kommunikation:

“Kreativitet & Kommunikation og Danske Medier konstaterer, at tilstedeværelsen af to sammenlignelige priser devaluerer værdien af at vinde i konkurrencerne. Bureauernes organisation og medierne har valgt at lytte til bureauernes beklagelse af en situation, hvor deltagelse i to konkurrencer og prisarrangementer på den ene side føles nødvendigt, på den anden side medfører dobbeltarbejde og dobbeltudgifter.”

DIA blev etableret i 2004 af FDIM. I 2007 kom Dansk Markedsføring med, men de trak sig tidligere på året.