Thomas Pries dropper DIA for nyt bureau

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Thomas Pries vil koncentrere sig om et nyt bureau sammen med Mette Hørdum og forlader dermed hvervet som juryformand hos Danish Internet Award. Læs hans lille opsang til branchen her.

De seneste tre år har Thomas Pries været juryformand for Danish Internet Award (DIA) men nu stopper han, fordi han stifter et nyt bureau. For anden gang.

For 10 år siden grundlagde Thomas Pries Konstellation, der i 2016 blev solgt til Republica, hvor han selv blev kreativ direktør.

Efter en organisationsændring, hvori han ikke kunne se sig selv, stoppede han hos Konstellation+Republica i starten af i år. Dengang sagde han til Bureaubiz, at han ville give sig selv mindst tre måneder, før han besluttede sig til hvad han ville.

Det blev så til lidt mere, og tænkepausen har bl.a. inkluderet en tur til New Zealand og surfe samt involvering i den nye film fra Volkswagen.

Det nye bureau stifter han sammen med tidligere kontaktdirektør hos HjaltelinStahl, Mette Hørdum, som selv meldte sin del af partnerskabet ud for knap 3 uger siden.

Bureauet går i luften i januar, men man vil endnu ikke offentliggøre hverken navn eller den tredje partner.

Men Thomas Pries siger dog følgende om den ny konstellation:

“Vi er blevet bragt sammen af en stærk fælles forståelse for kreativ kommunikation, og hvad der skal til for at trænge igennem lydmuren kreativt i 2017. Og ikke mindst vores fælles ønske om at skabe et bureau med en stærk kreativ kultur og stor arbejdsglæde. Vi vil ganske enkelt arbejde sammen med de dygtigste OG sødeste i branchen.”

Thomas Pries fortsætter:

“Det betyder også, at jeg har valgt at trække mig som formand for DIA, da det er en krævende opgave, som jeg nu har brugt 3 år på. Jeg ved også af erfaring, hvad det kræver at starte et bureau, og derfor har jeg nu valgt at prioritere denne opgave”.

Bureaumæssig opsang
Thomas Pries’ overvejelser i forhold til det nye bureau, kan læses som en lille opsang til den branche, som han selv er en del af og som han fortsat ønsker at bevæge sig i:

“Jeg har siden jeg stoppede på Konstellation & Republica tænkt mig rigtig godt om, i forhold til, hvad jeg skal bruge tiden på. Og jeg er helt basalt set kommet frem til, at forholdet mellem godt indhold og tid er det, der betyder noget for mig både arbejdsmæssigt og privat. Jeg tror der er mange kreative, som før eller siden stiller sig selv det spørgsmål, om branchen er noget for dem. Det har jeg også gjort nu, og svaret er JA”, siger Thomas Pries og fortsætter:

”Jeg elsker at skabe kreativ kommunikation, og mener også at netop forholdet mellem tid og godt indhold er modsvaret til den reklametræthed som har ramt de mennesker, vi ønsker at kommunikere til. Jeg tror simpelthen, at hvis vi behandler målgruppernes tid med den samme respekt, som vi selv ønsker for vores egen tid, så er der en helt anden åbenhed og opmærksomhed omkring kommunikationen. Denne pointe er en vigtig grundsten i vores grundfilosofi som bureau”.

Formandens efterfølger
Danske Medier, der står bag Danish Internet Award eller Diamanten som det også kaldes, skal nu ud at finde en ny formand, og Ebbe Dahl, adm. direktør i Danske Medier siger til Bureaubiz, at man ikke har nogen navneliste nu, men skal ud at sondere terrænet.

Om Thomas Pris’ exit siger Ebbe Dahl:

”Det har været meget trygt og meget muntert at samarbejde med Thomas om Diamanten, og han har gjort en kæmpestor indsats både med at styre det omfattende juryarbejde og med at holde kvaliteten på det helt rigtige plan. Der er ikke noget at sige til, at arbejdet med at starte nyt bureau vil kræve alle kræfterne, og fra Danske Medier ønsker vi Thomas held og lykke med den nye forretning.”

Thomas Pries siger selv om tiden som formand for DIA:

“Det har været helt utroligt spændende og sjovt at være formand for Diamanten, ikke mindst pga. de dygtige mennesker jeg har arbejdet sammen med i bla. jury-arbejdet. Samtidig er det også sørgmodigt at skulle stoppe, men jeg ved, at det nye kapitel jeg skal til at starte bliver vildt spændende – og samtidig ønsker jeg Diamanten al mulig succes fremover.”