Norges mest solgte akvavit, Opland Aquavit. bliver relanceret på det skandinaviske hjemmemarked, Danmark, Norge og Sverige og Nørgård Mikkelsen står bag relanceringen.
Men ikke nok med det. Opland Aquavit skal eksporteres til USA og Tyskland og her står bureauet bag den strategiske positionering storytelling, brand experience og kampagne. Mens det Londonbaserede designbureau Stranger and Stranger har stået bag designet af den nye flaske.
”Ambitionen med revitaliseringen af Opland er at lancere den som et premium brand i udlandet – i direkte konkurrence med eksklusive single malts og cognac”, siger koncernchef i Arcus, Kenneth Hamnes.
Nørgård Mikkelsen vandt Arcus som kunde i 2016, hvor man blev internationalt lead for Linje Akvavit og det samarbejde har altså nu udviklet sig.
Om den nye opgave siger, Camilla Nordqvist, Direktør Nørgård Mikkelsen i København:
”Det er en særligt spændende repositionering, da den løfter Opland ud af den traditionelle akvavit-kategori og ændrer på hele brugsadfærden, anledninger og konkurrentforhold”, siger Camilla Nordqvist, direktør Nørgård Mikkelsen i København.
Baggrunden for denne ændring er ifølge pressemeddelelsen, at ’Opland Aquavit har så rund, balanceret og kompleks en smag bl.a. på grund dens lange modningstid, at den er skabt til at blive nydt helt langsomt.’
Payoff’et er derfor Here’s to slow og er en hyldest til langsommeligheden, siger creative director på Nørgård Mikkelsen i København, Esben Ehrenreich:
”Vores kommunikation er konsekvent udfoldet som en hyldest til langsomheden og hverdagens JOMO- offline pauser på hele kunderejsen. Helt fra den mindste sampling til enhver SoMe-post, outdoor og digital aktivering. Alt drejer sig om slow enjoyment i en verden, som bliver ved med at accelerere.”
Opland Aquavit blev skabt i 1872 og stammer fra Norges Oppland-region, kendt for bl.a. Norges højeste fjelde: Galdhøpiggen – og Glittertind.
Dette indgår i Oplands brandstory og er blevet præget på de nye glasflasker som en del af fortællingen på det nye packaging design.
”Med den nye positionering og brandplatform føler vi virkelig, at Nørgård Mikkelsen har fundet helt ind til Oplands DNA, så vi har de bedste forudsætninger for at skabe værdi for connoisseuren i vores nye markeder”, siger brand manager hos Arcus, Romain Jourdan.