Efter godt seks år som marketingdirektør hos Coop, har Pia Niemann landet et job som nordeuropæisk marketingdirektør for Specsavers, i Danmark bedre kendt som Louis Nielsen.
Hun får ansvaret for et marketingteam i henholdsvis Danmark, Sverige, Finland, Norge og Holland, men kommer til at arbejde ud fra København.
Rollen som nordeuropæisk marketingdirektør er nyoprettet og opgaven lyder, at Pia Niemann skal arbejde med en videreudvikling af brand- og marketingstrategien for Specsavers-brandet.
”Der er store ambitioner hos Specsavers, så min opgave bliver også at optimere den marketingmæssige faglighed – et område jeg heldigvis har stor erfaring med fra Coop,” siger Pia Niemann.
Pia Niemann har i øvrigt en bureaubaggrund, idet hun før Coop var seks år hos DDB og før det yderligere seks år hos Propaganda.
Specsavers er engelsk med hovedsæde på Guernsey. Selskabet har et stort internt bureau, men man samarbejder også med forskellige bureauer lokalt i markederne.