Coop får ny marketingdirektør og ny marketingorganisation

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Coop decentraliserer marketingorganisationen. Samtidig stopper den nuværende marketingdirektør, og en ny, der får flere områder under sig, men færre marketingressourcer, er hentet fra Boozt.com.

I november sidste år lagde Coops nye topchef, Kræn Østergaard Nielsen op til øget decentralisering med en række organisationsændringer. Men den centrale marketing-funktion skulle forblive central.

Kommentaren fra Jens Visholm, der på daværende tidspunkt var koncerndirektør med ansvar for Kunder & Kommunikation, lød:

“Markedsføringen var indtil for nogle år siden styret i de enkelte kæder, og det betød, at de godt kunne stikke lidt af i forhold til hinanden. De skal selvfølgelig positioneres forskelligt, men der skal også være et fællesskab, og vi har oplevet det som en stor værdi at have en central styring af markedsføringen – bl.a. også i forhold til bedre at kunne sikre tværgående specialkompetencer – så den centrale marketingfunktion fastholder vi.”

I maj i år stoppede Jens Visholm så i sit job, og koncerndirektør Allan Kristoffersen overtog foreløbig det øverste ansvar for marketing. Han havde i forvejen øverste ansvar for Kvickly, SuperBrugsen & Dagli Brugsen.

Samtidig udtalte Kræn Østergaard Nielsen, at marketing som sådan ikke blev påvirket af, at Jens Visholm stoppede. Det vil andre ord sige, at man fastholdt den centrale marketingfunktion.

Nu ændrer Coop imidlertid på det setup, og flytter flere ressourcer fra den centrale marketingfunktion ud til kæderne. Det sker – skriver man i en pressemeddelse – ”for at komme tættere på kunderne og blive Danmarks mest kundeorienterede virksomhed.”

Det betyder samtidig et farvel til marketingdirektør gennem en længere årrække, Pia Niemann, der organisatorisk refererede først til Jens Visholm og siden til l Allan Kristoffersen.

I stedet bliver Dorte Tandrup ny direktør ikke blot for marketing, men for Kunder, Kommunikation og Marketing. 

En anden organisatorisk ændring bliver, at afdelingerne Kundeindsigt og Kommunikation samles med de marketing-teams, der forbliver centralt. Før ændringen var der 46 personer i central marketing, efter er der 34. 

“Med Dorte i spidsen for Kundeindsigt, Kommunikation og Markedsføring vil vi løfte den kundeorienterede kommunikation på alle platforme og sikre den nødvendige koordinering,” siger Coops adm. direktør Kræn Østergaard Nielsen i pressemeddelelsen.

Marketingcheferne i kæderne er som hidtil Rikke Bangild, Kvickly, SuperBrugsen og Dagli´Brugsen, Trine Storm, Fakta og Coop365, Lise Knuppert Hørdam, Irma, og Peter Boris Kreilgaard, Coop.dk.

Der er ikke her og nu plan om bureauskifte i forbindelse med omstruktureringen, oplyser informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen.

Årets leder
Dorte Tandrup blev i foråret kåret til årets leder af Djøf for ”sine åbenlyse evner for kommunikation og for at være resultatorienteret.”

Hun kommer fra et job som salgs- og marketingdirektør hos Boozt.com, og startede sin karriere hos Nørgård Mikkelsen og har efterfølgende været marketing- og kommunikationschef hos Telmore, afdelingsdirektør for TDC Marketing samt haft forskellige marketingledelsesroller hos Nent, senest som VP Commercial Marketing – Viaplay, Viafree, Free TV i Norden.

Pia Niemann stopper 31. august. I perioden indtil Dorte Tandrup starter den 1. november, vil senior marketingchef, Anne Faber-Faldborg fungere som konstitueret marketingdirektør for Central Marketing.