Impact Commerce har vundet et EU-udbud om at implementere et nyt system for Dansk Retursystem. Systemet skal håndtere al data om de 2,1 milliarder emballager, som danskerne hvert år returnerer i landets flaskeautomater.
Det nye system skal gøre det nemmere for producenter og importører at registrere – og få godkendt – de tusindvis af nye emballagetyper, de sender på markedet hvert år.
“Dette er et kritisk system for os i forhold til korrekt afregning og efterlevelse af regler. Impact vandt EU-udbuddet ved at levere høje resultater på flere nøgleparametre – især på kvalitet. Vi glæder os til at gå fra vores gamle system til en moderne og brugervenlig løsning skræddersyet til produktdatahåndtering,” siger Anders Gaba, CFO i Dansk Retursystem.
Hos Impact Commerce, der blev nr. 1 i årets MyImage på udsagnet om at være gode til e-commerce, vækker samarbejdet naturligvis også glæde.
“Vi mener, at digitale løsninger skal gøre mere end at forbedre en forretning. Samarbejdet med Dansk Retursystem matcher perfekt med vores vision om at bruge teknologi som løftestang for positiv omstilling og cirkularitet,” siger Jens Mikkelsen, Group COO i Impact Commerce. Bureauet geninvesterer 5 pct. af sin årlige profit i initiativer, der bl.a. understøtter cirkularitet, lyder det i en pressemeddelelse.