Endnu en fra Droga5 til københavnsk bureau

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Twenty Agency har hentet endnu en dansker til bureauet fra Droga5 i London. Nu er man oppe på seks medarbejdere på bureauet, der blev stiftet under corona, og som har som ambition at blive et skandinavisk Droga5.

I januar i år meldte Farah Dib ud på vegne af Twenty Agency, at bureauet vil være et skandinavisk Droga5.

Nu kan man godt hævde, at bureauet tager endnu et skridt frem mod det mål. I hvert har Farah Dib og Thomas Bjerg, som sidste sommer stiftede Twenty Agency (dengang under navnet TwentyTwenty Agency), ansat en ny medarbejder, der ligesom Farah Dib selv, kommer fra Droga5 i London.

Lea Brisell er ansat som art director og kommer dermed til at arbejde tæt sammen med Farah Dib, der er creative director.

Også hos Droga5 arbejdede de to sammen og har en fælles forståelse for kommunikation, siger Farah Dib:

”Jeg ved hvor dygtig Lea er og det er lidt af et scoop at have fået hende med på holdet. Både Lea og jeg er skolet i, at alt er kommunikation i dag, om vi kan lide det eller ej. Den tid, hvor vi kunne kontrollere, hvad forbrugere tænkte om brands, er ovre, og vi kæmper med Netflix for at få deres opmærksomhed. Vi er nødt til at tænke over, hvordan vi bliver det mest interessante i kulturen, ikke bare i vores lille reklameverden.”

For Lea Brisell var det specielt visionen og det høje ambitionsniveau, der tiltalte hende i valget om at hoppe med ombord på et mindre bureau og vende tilbage til Danmark:

“Med en ambition om at levere på internationalt niveau og bringe de absolut dygtigste folk sammen, kunne jeg se en mulighed for at få lov til at arbejde med kunder og mennesker, der også ved, hvad det betyder for kundens løsninger, når den kreative tension bliver centrum for den adfærdsændring, vi ønsker at skabe for vores kunder.”

Twenty Agency har i dag seks medarbejdere. De øvrige, der er kommet til siden starten i sommers, er Anne Toldbod som strateg, August Rein som producer og content manager samt Sebastian Bonde som community manager.

“Jeg har arbejdet med Anne af flere omgange de sidste 6 år, så jeg ved, at hun er et strategisk vidunderbarn, som tilmed forstår vores community-tilgang fuldt ud, og ved hvad det betyder for kundernes forretning, brand og positionering, når vi starter med forbrugeren i den strategiske udvikling. August kender jeg også fra tidligere, hvor han sad på bureauet Wonderland. Han er helt verdensklasse til at få tingene til at ske og sikrer, at vores produktioner forløber som de skal. Og Sebastian Bonde har siden bureauets lancering i juni 2020 været med til at sikre Twenty Agencys adgang til communities og på den måde vores indsigts- og strategiarbejde,” siger Thomas Bjerg.


Thomas Bjerg

Bureaustart i krisetider
Twenty Agency startede midt under corona, men det var ikke nødvendigvis en dårlig timing, mener Thomas Bjerg:

”Det er ofte i modgangstider, at der er behov for nytænkning. Det er her, marketingfolk overvejer, om de fortsat skal gøre som altid eller genoverveje deres indsats. Netop derfor kan det nogle gange betale sig at lancere i krisetider.”

Han fortsætter:

”Mit tidligere bureau, Very ApS,  blev grundlagt lige før finanskrisen, men det viste sig at være positivt for bureauet, som for alvor fik vind i sejlene, da Carlsberg ville nytænke måden at lancere på, da de i sin tid lancerede Somersby.”

Med seks ansatte efter knap et år, er det åbenlyst at spørge ind til, hvor stort, bureauet skal blive.

”Umiddelbart skal vi ikke være større. Vi har jo slået os op på fuld orkestrering og på at være et lille seniorbureau. Derfor skal vi have de dygtigste tænkere i bureauet, men samtidig sikre samarbejdet med andre bureauer. Vi er en hybrid mellem et strategisk konsulenthus og et kreativt bureau, og vi vil hellere orkestrere de samarbejder, der skal til for at løfte kundernes forretning, end at have en stor organisation.”