Erfaren kreativ skal sætte skub i plantebaseret mælk

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Cris Hödar har været kreativ direktør i flere danske bureauer. Nu skal han hjælpe en svensk plantedriksproducent med at få sat skubt i brandet.

Cris Hödar, der nu som gift mand hedder Cris Hödar-Rasmussen, har omkring 30 års erfaring i reklamebranchen, bl.a. som kreativ direktør hos McCann, Marvelous og Liquidminds. Nu skal han over på den anden side af bordet og Øresund som global brand lead for den svenske plantedriksproducent Sproud, som ser sig selv som en konkurrent til Oatly.

Udnævnelsen er en del af en bredere omstrukturering af Sprouds marketingfunktioner for at sætte skub i brandet til fremtidig vækst og nye markeder i den igangværende ekspansion.

“Vi er utrolig stolte af at byde Cris velkommen på holdet som vores global brand lead. Det markerer starten på en ny æra ved at opbygge kreative evner in-house, som skærper vores kommunikation og brandidentitet. Den plantebaserede-mælkekategori er hastigt voksende med benhård konkurrence, og jeg er overbevist om, at Cris’ brede internationale erfaring vil hjælpe os med at opskalere brandet,” lyder det fra Sprouds globale CEO, Sara Berger. 

Cris Hödar-Rasmussen får desuden til opgave at opbygge et internt kreativt team i den tre år gamle virksomhed, som udover på hjemmemarkedet i Sverige er tilstede i 20 andre lande.

Cris Anthony Hödar, der oprindeligt er fra Chile, var i øvrigt en af kræfterne bag Sheepview 360-kampagnen for Visit Faroe Islands, da han arbejdede som kreativ direktør for Liquidminds.