Den nordiske eventgruppe Liwlig Group køber alle aktier i det danske eventbureau, Welcome for et tocifret millionbeløb.
Gruppen overtager alle 10 medarbejdere inklusiv de tre partnere, Magnus Holde-Bygvraa, Peter Stigsnæs-Eriksen og Jannik Seifert, som efterfølgende køber sig i ind i Liwlig Group, og som fortsætter med at drive bureauet – ligesom Welcome bliver det fortsættende bureaunavn.
”Det er det perfekte match, som kommer på det perfekte tidspunkt for Welcome. Vi har længe set en stigende internationalisering fra vores kunder, og skal vi følge med på den lange bane, har vi behov for flere muskler. Vi glæder os vildt meget til at blive del af Liwlig Groups ambitiøse vækst, bidrage med vores kompetencer og ikke mindst til at kunne servicere vores kunder endnu bedre”, siger Jannik Seifert.
Høj vækst i det forløbne år
I det seneste regnskab havde Welcome en bruttoavance på 7,7 mio. kr., hvilket var en forbedring på 53, pct. i forhold til året før, mens resultatet steg fra under en million til knap 2 mio. kr. I Bureaubiz’ rapport, BureauTrends, lå Welcome sidste år i kategorien De Bedste, blandt alle typer bureauer.
Welcome forventer i regnskabet for 2022 en fordobling af bruttoavancen samt en firdobling af overskuddet.
Bureauet har særligt fokus på healthcare, IT, Finans, industri og shipping, og står får både fysiske og virtuelle events nationalt og internationalt.
Det skal der bygges videre på, siger finske Timo Aalto, som er adm. direktør i Liwlig Group OY:
”Ledelsen i Welcome er meget entreprenante og har opdyrket nogle fantastiske kompetencer, der er relevante for kunder i både Norden og resten af verden. Så for os styrker det både hele gruppens kompetencer og giver os en ekstremt god forankring i det danske marked.”
Welcome har eksisteret siden 1998. Bureauet har været under den nuværende ledelse siden 2017. Liwlig Group arrangerer over 1.000 events i 50 lande årligt. Koncernen har tidligere købt følgende bureauer: Eventyr i Sverige (2020), Nineyards i Sverige (2021) og 6. Sans i Norge (2021).