For et år siden vandt Phoenix Design Aid en aftale om at levere digitale løsninger på et FN-agentur i Geneve til en værdi af 6 mio. kr.
Nu et år efter vinder de endnu en opgave for et FN-agentur i Bonn. Denne gang til en værdi på op mod 5 mio. kr. over de næste tre år.
Ifølge aftalen skal Phoenix Design Aid levere creative communications til agenturet, og opgaverne omfatter bl.a. digital kommunikation, brandudvikling, udstillingsmateriale, print og produktion.
I samme aftale indgår, at FN-agenturer verden over også kan gøre brug af aftalen og CEO i Phoenix Design Aid, Dennis Lundø Nielsen fortæller til Bureaubiz, at man allerede har vundet en udstilling i Panama til en værdi på omkring 2 mio. i den aftale.
Aftalen er nummer 22 på listen over Phoenix Design Aids langtidsaftaler med FN.
Dennis Lundø Nielsen er stolt over at kunne trække en så vigtig aftale til Randers, hvor virksomheden hører hjemme og trække arbejdspladser til byen.
”Vi er stolte over, at vi kan tiltrække arbejde til Randers på grund af vores tilgang til social ansvarlighed, klima og miljø. Det glæder mig, at FN ser så stort potentiale i at arbejde sammen med os, og det giver os mulighed for at udbrede det lokale kendskab til CSR og involvere dygtig, lokal arbejdskraft i globale projekter. ”
Phoenix Design Aid vandt over omkring 20 især europæiske bureauer, hvor der ikke var andre danske imellem.
I valget af Phoenix Design Aid har det spillet ind for agenturet, at virksomheden efterlever FN’s principper for bæredygtighed og besidder en række omfattende ISO-certificeringer.