Første dom og bøde for greenwashing

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Efter en politianmeldelse fra Forbrugerombudsmanden har en virksomhed nu fået den første dom for greenwashing. Man kan forvente flere, da Forbrugerombudsmanden er ved at behandle 40 sager og i højere grad vil politianmelde virksomheder og deres partnere for greenwashing.

I sidste uge meldte Forbrugerombudsmanden ud, at hun – oven på en del informationsmøder – i høj grad vil begynde at politianmelde virksomheder for greenwashing. Nu følger så den første dom og reelle bøde for greenwashing. Den tvivlsomme ære tilfalder en producent, der kaldte pvc-materiale for miljøvenlig.

Det er virksomheden Liewood, der har markedsført baderinge som miljøvenlige på virksomhedens site samt i to opslag på Instagram og Facebook med udsagnene ’made from BPA free ecofriendly PVC’ og ’#ecofriendly’.

Men PVC er et miljøskadeligt produkt, og derfor gav Københavns Byret virksomheden en bøde på 25.000 kr.

”Hvis virksomheder er i tvivl om deres markedsføring er lovlig, så har vi offentliggjort både en kvikguide og en vejledning om, hvordan de kan sikre sig, at de ikke begår ’greenwashing’, når de markedsfører deres produkters miljømæssige fortrin,” siger Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen i den pressemeddelelse, hvor hun skriver om dommen.

Forbrugerombudsmanden er i gang med 40 sager
Hidtil har Forbrugerombudsmanden været ’flink’ og kun givet indskærpelser – og en enkel politianmeldelse – til virksomheder, der overtræder de retningslinjer, som har været gældende helt tilbage fra 2011.

Forbrugerombudsmanden er i øjeblikket i gang med at behandle ikke færre end 40 sager, og fortalte i øvrigt også på gå-hjem-mødet i sidste uge, at man snarest vil melde ud om afgørelser i flere sager.

Det øgede fokus på greenwashing fra Forbrugerombudsmandens side sker på baggrund af en øget bevilling på syv mio. kr. årligt fra 2022. Udover virksomheder skærpes også tilsynet med samarbejdspartnere, som bl.a. bureauer.

Her er Forbrugerombudsmandens vejledning i en opdateret version fra 2014

Her er en kvikguide fra Forbrugerombudsmanden til virksomheder om miljømarkedsføring