I BureauTrends – Bureaubiz’ og MyResearchs rapport, kan man læse, at 10 pct. af bureauernes arbejdskraft kommer fra freelancere. Det er især reklamebureauer og mediabureauer, der bruger freelancere.
Figuren er fra BureauTrends 2021 udgivet af Bureaubiz og MyResearch
Men hvordan har freelancerne det egentlig med ikke at være fastansat?
Det har man spurgt dem om i et nyligt internationalt studie, hvor 19 pct. af freelancerne arbejder med marketing og reklame.
Studiet viser, at det især er fleksibiliteten og friheden, der trækker – det siger 78 pct. af respondenterne.
Men der er også udfordringer for freelancere. En af de største er, at de ikke er særligt gode til networking.
Kun 34 pct. mener selv, at de er en god netværker og samtidig mener hele 12 pct. at de er dårligere end andre freelancere til at netværke. På andre punkter lå procentdelen nede på omkring 1-2 pct, når freelancerne skulle svare på, hvor de var dårligere end andre freelancere.
Et udsagn fra en PR-freelancer fra UK lød:
”At arbejde for mig selv giver fleksibilitet og en bedre work-life balance, og jeg nyder friheden. Det går op og ned, når det kommer til opgaver, og netværk er en udfordring. Jeg bekymrer mig om sene betalinger, og at fastholde kunderne samt at holde mig opdateret om bedste praksis, men generelt elsker jeg det.”
Andre udfordringer er ikke at have tilstrækkeligt med opgaver – det svarede 38 pct. at de var frustrerede over, mens 34 pct. var frustrerede over ikke at tjene nok. Og ca. en tredjedel, nemlig 32 pct. havde udfordringer med at sælge sig selv.
Til gengæld mener næste to tredjedele (61 pct.) at når de endelig har fået en kunde, formår de at opbygge et meget stærkt kundeforhold. Og til trods for at det kan være svært at have nok at lave og at tjene nok penge, er det kun 11 pct. der ikke ”generelt nyder deres job.”
Genkender resultaterne
I Danmark findes freelanceplatformen Jelber, som blev stiftet i april sidste år. Herfra kan stifter Claus Leinøe nikke genkendende til studiets resultater:
“En del af vores freelancere har deltaget i analysen, og vi genkender mange af konklusionerne. Freelancerne nyder deres frihed og at kunne fokusere på projekterne og det faglige. Men de fleste ville gerne undvære netværks- og salgsdelen.”
Undersøgelsen har ikke beskæftiget sig med, hvad virksomhederne mener om freelancere, men Claus Leinøe oplever, at virksomhederne er interesserede i at arbejde med freelancere:
”Coronakrisen har åbnet øjnene hos mange i forhold til at arbejde remote og i virtuelle teams. Derfor oplever vi også, at mange virksomheder er mere positive overfor at involvere eksterne freelancere i projekterne ikke bare fra Danmark, men fra hele verden”.
Selv har Jelber både danske og internationale kunder med en lille overvægt af danske kunder, og freelancerne kommer mestendels fra Danmark, men også fra de øvrige nordiske lande samt fra England, Tyskland og USA.
Claus Leinøe ser især et behov hos virksomhederne for en en fleksibel arbejdsstyrke, der ligger mellem fastansatte og eksterne konsulenter.
Om analysen: The Global Survey On Freelancing
75 talentplatforme i verden har bidraget til, at i alt 1900 freelancere har svaret på analysen, som er udarbejdet af Jon Younger, der er freelance journalist ved Forbes Magazine, i samarbejde med University of Toronto. Analysen er foretaget i april – juni 2021.