Halloweenkampagner: zombiesmag og Bloody Sundae

Jasmin Schier Mortensen,
redaktionsassistent hos Bureaubiz

Halloween er ikke kun en højtid – det er en marketingmulighed. Men hvordan udnytter man den bedst? Vi har samlet nogle af de bedste eksempler på uhyggeligt god markedsføring.

Selvom halloween ikke er en traditionel dansk højtid, så vinder den langsomt ind – især hos de unge, danske børnefamilier. Og i anledning af gårsdagen har vi nedenfor samlet nogle få kampagner, der omfavner (u)hyggen:

Skittles: Zombie Skittles

I år har Skittles lanceret ‘zombie skittles’. Pakken med skittles indeholder normale skittles og så dem med ‘rådden zombie’-smag. Så det handler om at være (u)heldig. Lanceringen har fået viral opmærksomhed, og Skittles har blandt andet benyttet influencermarketing for at opnå dette. Se eksempelvis denne YouTube-video, hvor ‘zombie skittles’ bliver brugt som straf i en udfordring; den har over 200.000 afspilninger. 

Burgerking: Scary Clown Night

Burger King vs. McDonald’s er den evige burgerkamp. Da Burger King i 2017 lancerede Scary Clown Night, udløste det i udvalgte restauranter en gratis Whopper at dukke op i fuld klovnekostume den 31. oktober. Det var ikke første eller sidste gang, at en af parterne bruger rivaliseringen i deres markedsføring. Et andet knap så skræmmende eksempel er den ene dag om året, hvor Burger King ikke sælger Whoppers i Argentina, men i stedet støtter kunderne i at tage på McDonald’s og købe Big Macs.

Her går pengene fra salget af Big Macs nemlig til børn med kræft.

Dior: The Beauty Of A Dark Dream

Dior samarbejdede sidste år med Bella Hadid i deres halloweenkampagne. Her er uhyggen skruet op, mens der reklameres for både læbestift og blush. Uhyggen er her med til at skabe nysgerrighed, og det monstrøse gøres moderigtigt.

Unicef: Halloween er uhyggelig for sjov

Unicef har i år ikke ændret på den typiske form på en velgørenhedsvideokampagne. De patosladede sekvenser, der kommer efter ordene: “Halloween er uhyggelig for sjov, det er virkeligheden ikke…” er da også ledsaget af det klassiske klaver- og strygermusik.

Det ændrer ikke på, at uhyggen stadigvæk er til at føle på.

Men der er behov for påpasselighed, når uhyggen gøres hyggelig.

McDonald’s: Bloody Sundae

McDonald’s i Portugal markedsførte i år deres halloweenis som på billedet. Vrede kunder har opfattet det som respektløst at hentyde til ‘Bloody Sunday’, og McDonald’s har sidenhen undskyldt.

Selvom Unicefs kampagne også inddrager virkelighedens uhygge, så er afsenderen her afgørende for, om kampagnen bliver opfattet som upassende eller ej. Den portugisiske McDonald’s-kampagne viser, at der er en grænse for, hvor tæt halloween som marketing kan gå på virkelighedens uhygge.

Vi er bevidste om, at denne artikel ikke er udtømmende – hvis du vil se flere halloweenkampagner, så kan du klikke her (primært internationale).