Her er de 7 bedste content-talenter

Peter Engholm,
journalist

Content er ret forskelligartet, men én ting, der går igen på tværs af formater, er talent. Kasper Sierslev, fagansvarlig på Contentlinjen, leverer her sit bud på disciplinens mest lysende talenter.

Contentlinjen optog sidste forår sit første hold studerende. Uddannelsen har fokuseret på content inden for marketing, så de studerende kommer bl.a. fra marketingafdelinger og inhousebureauer.

Det er ikke i denne del af branchen, at man typisk høster den største opmærksomhed – i al fald ikke så meget opmærksomhed, som talentet hos de nedenstående syv berettiger til.

Talent-spotteren er Kasper Sierslev, fagansvarlig på Contentlinjen og til daglig CCO i Zupa Zite, der driver bureauer inhouse for en række store koncerner.

”Med Contentlinjen snakker vi jo både til bureauer og in-house setups. Og fordelingen på sidste års hold har da også været sådan cirka 50/50 fra bureau og ude fra virksomhederne. Det har givet os et ret godt billede af, hvor niveauet ligger. Og det er faktisk ret højt,” siger Kasper Sierslev.

Selv om contenten er koncentreret om marketing, vidner talenternes jobtitler om et stort og spredt felt, fra videojournalist over SoMe-manager til kreativ chef.

”Fælles for de studerende og for talenterne er evnen til at tænke content og til at holde sig opdateret og inspireret. Du bliver ikke god til at arbejde med content af et firedages kursus. Det bliver du derimod af løbende at blive udfordret og tænke selv. Content handler også om at følge tingene til dørs og tænke sammenhæng i hele kunderejsen,” siger Kasper Sierslev.

Her er – med Kasper Sierslevs egne ord – de syv bedste content-talenter:

Louise Sohn

Louise Dohn, social media specialist, TV 2 Creative
TV 2’s første community manager – dengang, det var en knagerække med alle social media-hatte. Hun svarede Sus, Lis, Kis og Kaj ved midnatstid, da Allan Simonsen gik videre i Vild med dans, hun præsenterede social content-planen på Mikkel Behas husbåd i Kurs mod fjerne kyster, og hun afrapporterede programmernes social-indsats. Gode som dårlige. Med årene har hun fundet sin superpower; datadelen. Hun bruger sin passion for data til at udvikle indhold. At nørde ned i et opslag eller at analysere, hvor tv-trailers performer i forhold til unikt produceret indhold på sociale medier.

Helene Barsøe

Helene Weinkouff Barsøe, marketing assistant, Louis Poulsen
Helene opbygger communities, som er mindst lige så vigtig som selve produktionen af content. Sociale medier har mindsket afstanden mellem virksomheder og kunder, og hendes tilgang er, at virksomheder med veletablerede communities, varetaget med omhu og gejst, i langt højere grad lykkes med en troværdig og integreret kommunikation. Disse relationer holder Helene nysgerrig, og hun er fantastisk god til at plante følelser hos brugeren.

Ane Kristine Drengsgaard Jørgensen

Ane Kristine Drengsgaard Jørgensen, key account content lead hos Brandbox, Grundfos Agency
Ane Kristine elsker kompleksitet, og når produkter og historier kræver, at hun sætter sig ind i både tekniske og menneskelige aspekter. Hendes styrke er at gøre det komplicerede enkelt, og gøre tørt stof levende. Hun har kun én kunde, Grundfos, og som content lead og copywriter er hun også dybere inde i produkterne end dem, der briefer hende.

Christian Klintholm

Christian Klintholm, videograf og kommunikation, ReLoad
Christian kommer fra skateboard-rampen, men var efter eget udsagn så pivhamrende ringe, at det er ham, der tog billeder og lavede videoer. Det er en meget æstetisk verden, hvor man konstant prøver at se tingene fra nye og anderledes vinkler. Og så er det en verden, hvor der beror på princippet learning by fucking up. Christian er god til at kombinere det kreative med det tekniske. Han er krøllet og stor fan af den gode idé, så indholdet er dikteret af idéen, ikke af personlig stil eller fornemmelser.

Stine Franker Holm, social media manager, Hobbii
Stine redefinerer begrebet blæksprutte og har bl.a. arbejdet med organiske sociale medier, content coordination, content creation, copywriting, kampagneplanlægning, influencer marketing, email-marketing og community management. Hun er en stærk, ambitiøs koordinator og en kreativ kommunikatør, der ser verden i alle regnbuens fineste pasteller. Hun skaber content, der spreder glæde, og hun tror ikke på, at det skal være velpoleret og dyrt for at ramme plet i målgruppen.

Marie Vang Hansen

Marie Vagn-Hansen, kreativ chef, Homey Media
Marie blev student i 2017 og har siden arbejdet selvstændigt. Allerede før gymnasiet arbejdede hun med sit eget brand på Facebook, Instagram og med en blog. Hun vandt årets serie, på YouTube, ved Guldtuben 2017, og i 2018 stiftede hun og en partner Homey Media med fokus på contentproduktion og social media-rådgivning. I dag er de 13 ansatte og leverer indhold til og varetager sociale medier for virksomheder som 7-Eleven, Wolt, Zoologisk Have og Toyota.

Frederik Olsen, video journalist hos Kamstrup Agency
Frederik er en one man army: Filmer, flyver med drone, skriver og redigerer. Hans spidskompetence er videocases, hvor han får kunder til levende at fortælle om produkter og samarbejder. Han er samtidig æstetiker og formår at lave deciderede flotte og medrivende film om noget så umiddelbart uengagerede som måleapparater. Han er kreativ på hele pladen og jonglerer både med annoncer, tekster og content.