Hesehus havde et vildt år i 2021

Finn Graversen,
journalist

Det odenseanske digital-bureau lagde ud med at blive solgt til en ambitiøs kapitalfond, og det blev hurtigt fulgt op med en ambitiøs vækststrategi.

En vækst i bruttoavance på 14 pct. er pænt og nydeligt – men ikke noget, der umiddelbart vil udløse et udtryk som, at det har været et vildt år.

Det er dog det ord, adm. dir. Lars Hedal, bruger om 2021 i det digitale bureau Hesehus. Forklaringen er, at bureauet startede året med at blive solgt til den nordiske kapitalfond Altor, der samtidig lancerede en ny gruppe, som under navnet QNTM skal skabe en “europæisk milliardgruppe af digitale virksomheder”.

Så var scenen sat – og den skulle hurtigt komme til at influere på Hesehus’ hverdag.

“Det har været et vildt og samtidig fedt år, hvor vi startede med at blive solgt (100 pct. virtuelt i øvrigt) og lavede en ny og meget ambitiøs vækststrategi, som vi straks begyndte at eksekvere. Det betyder bl.a., at vi har udvidet samtlige afdelinger og i år forventer over 30 pct. vækst – som vi i øvrigt har realiseret år til dato,” siger Lars Hedal og fortsætter:

“Så vores nye ejer er kommet med klare ambitioner i et marked med store muligheder og samtidig med adgang til et utroligt stærkt økosystem af søsterselskaber, hvor vi kan gøre hinanden endnu bedre. F.eks. blev Raptor en del af QNTM Group i efteråret, og vi har gennemført flere meget succesfulde innovationsprojekter i fællesskab siden da.”

Det skal tilføjes, at en vækst på 14 pct. trods alt er lig med ca. 11 mio. kr., hvilket jo ikke er småpenge.

At bundlinjen samtidig er faldet ret markant, bekymrer ikke Lars Hedal. Det skyldes en række omkostninger i forbindelse med salget, og han siger, at renset for disse omkostninger, så havde bureauet det største overskud nogensinde.

Et andet nøgletal viser også en ret markant udvikling: Lønnen.

Den gennemsnitlige personaleomkostning er steget med godt 16 pct., således at Hesehus nu er gået fra en gennemsnitsløn i den lave ende rent branchemæssigt til nu at være tæt på branchens gennemsnit. Den gennemsnitlige personaleomkostning på bureauets små 120 medarbejdere lød i 2021 på 578.161 kr.

Lars Hedal nøjes med at konstatere, at løn er en dynamisk størrelse, men at det også er hans indtryk, at bureauet nu ligger tættere på branchens gennemsnit.

Nøgletal for Hesehus
Bruttoavance 91,959 mio. kr. +14,0 pct.
Bruttoavance pr. medarbejder 779.314 kr. +7,2 pct.
Lønandel 74,2 (68,1)
Resultat før skat +3,831 mio. kr. -59,7 pct.